PensionDanmark og naturfredningsforening: En biodiversitetslov kan sikre mere natur i byerne

Biodiversiteten skal tænkes ind fra start, når bygherre udvælger grunde til fremtidens boliger og kontorer. Samtidig bør man forholde sig til de biologiske forhold, som ligger uden for matriklen, så der bedst muligt tages højde for understøttelse af eksisterende økosystemer, skriver Torben Möger Pedersen og Maria Reumert Gjerding.

Vi er afhængige af naturen. Alle sammen. Hvad enten ”vi” er mennesker, dyr, virksomheder eller samfundet som helhed. Størstedelen af verdensøkonomien har en direkte kobling til naturen, og derfor tilhører fremtiden de virksomheder og organisationer, der forstår at understøtte biodiversiteten og den værdi, den skaber.

Men udviklingen har i mange år gået den modsatte vej. På verdensplan mister vi natur, og hvis det tab skal bremses og vendes, er der brug for en bredt forankret indsats.

Samtidig er der et stigende ønske hos beboerne i såvel boliger som kontorejendomme om et tættere samspil med naturen. I denne efterspørgsel ligger et enestående forretningspotentiale, hvor vi I Danmark har mulighed for at gå forrest i sammentænkningen af biodiversitet og byudvikling.

{{toplink}}

Derfor har vi i PensionDanmark og Danmarks Naturfredningsforening gennem længere tid arbejdet på et fælles afsæt for at styrke biodiversiteten i byudviklingen.

Som henholdsvis en af landets største bygherrer og Danmarks største grønne forening har vi et fælles ønske om at skabe et grundlag for naturpositiv forandring og en bedre integration af den store værdi, kvalitetsnatur repræsenterer, både for lokalsamfund og for værdiskabelsen i fremtidige ejendomsprojektor, der skal forrente danske lønmodtageres pensionsopsparinger.

Husk de biologiske forhold på matriklen
I fællesskab vil vi inspirere andre ejendomsudviklere og NGO’er til at yde en aktiv indsats for at bevare, beskytte og styrke biodiversitet. Det bør ske helt fra den spæde start, når bygherre udvælger og indkøber grunde til fremtidens boliger og kontorbygninger.

Her bør det eksisterende naturgrundlag analyseres med afsæt i kravene i EU's taksonomiforordning, så projektbeslutninger, der kan få indflydelse på biodiversiteten, kan tages på det bedst mulige grundlag helt fra start.

Samtidig bør man forholde sig til de biologiske forhold, som ligger uden for matriklen, så der bedst muligt tages højde for understøttelse af eksisterende økosystemer. Tilsvarende bør man i valget af byggematerialer og byggeprocesser tage højde for naturpåvirkningen af disse.

I takt med, at byggerierne skyder op, har bygherre og NGO en fælles mulighed for at skabe positiv opmærksomhed omkring samspillet mellem byudvikling og natur og facilitere lokalt engagement, der kan styrke forankringen af biodiversitetsarbejdet og synliggøre den merværdi, som et vellykket samspil mellem by og natur skaber for biodiversiteten, beboerne og dermed også for bygherrer.

{{toplink}}

Økonomiske modeller skal inddrage naturen
Der er med andre ord rigtig meget at tage fat på i relation til de enkelte byggerier, men der er også behov for at få det politiske niveau med. Folketinget skal helt fundamentalt anerkende, at biodiversitet er en hjørnesten i et bæredygtigt samfund og cementere dette gennem en biodiversitetslov, så der kan afsættes mere plads til naturen, og dyr, planter og økosystemer kan trives bedre i på tværs af Danmark.

De økonomiske modeller skal fremover inddrage naturens værdi for samfundet, herunder også biodiversitet og økosystemer, og der skal tænkes i samlede løsninger, så natur- og klimakrisen ikke håndteres i separate spor. De to kriser er både sammenhængende og sammenlignelige og med det rette fokus, kan vi opnå lige så store handlingsskred i naturbevarelsen, som vi i disse år ser i håndteringen af klimaforandringerne.

Der er således brug for bredt samarbejde – ikke bare mellem bygherrer og organisationer – men også på tværs af kommuner, regioner og stat, så biodiversiteten planlægges tværgående, og så bevaring, beskyttelse og styrkelse af naturen tænkes ind i al byudvikling.

Det er store ord, men de er påkrævet for at håndtere et stort problem, som dog også rummer store muligheder. Så lad os stå sammen om bedre biodiversitet i byudviklingen for naturens – og vores egen – skyld.

{{toplink}}

Forrige artikel Iværksætterprofiler: God iværksætterstrategi kræver entreprenørskab i alle uddannelser Iværksætterprofiler: God iværksætterstrategi kræver entreprenørskab i alle uddannelser Næste artikel Bevica Fonden: Systematisk fokus på egne blinde vinkler åbner for en skattekiste af potentialer Bevica Fonden: Systematisk fokus på egne blinde vinkler åbner for en skattekiste af potentialer
Fonde har med vilje præget Københavns metro for altid

Fonde har med vilje præget Københavns metro for altid

Private fonde har lagt millioner af kroner i at få moderne kunstværker integreret i den nye metrolinje. Det kaldes banebrydende og spektakulært, og for fondene bag er det en helt bevidst prioritering at bruge store donationer til at sætte præg på det offentlige rum.