Børns Vilkår: Ungens mistrivsel kræver mere end kulturpas og kontingentfri håndboldtræning

Det er et veldokumenteret og bredt anerkendt problem, at mange børn og unge har ondt i livet. De fleste er enige om, at noget skal gøres. Det er dog sværere at blive enige om, hvad det noget er.  

For at komme nærmere en løsning har regeringen nedsat en trivselskommission, der i 2024 skal give bud på årsager til den voksende mistrivsel. Kommissionen vil komme med anbefalinger til, hvordan vi kan forebygge mistrivslen og hjælpe de mange børn og unge, der ikke har det godt. Det er et initiativ, der absolut er grund til at hilse velkommen.

Det kan dog undre, at kommissionen er forankret i et delt formandskab mellem Børne- og Undervisningsministeriet og Kulturministeriet. Særligt fordi det hovedsageligt er kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), der har taget dagsordenen på sig.

Han har ved flere lejligheder fremhævet kulturområdets potentiale til at fremme mental trivsel, mens børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) til sammenligning har været påfaldende tavs om sit ministeriums rolle i kommissionen.

Det efterlader det indtryk, at det overvejende er kulturområdet, der skal føre an i kampen mod mistrivsel. Det giver anledning til bekymring.

Sportshaller og koncerter giver succesoplevelser

Jeg er som udgangspunkt enig i, at et bredt og varieret fritids- og kulturtilbud kan være med til at fremme mange børn og unges trivsel og mentale sundhed.

 

Vi ved fra både forskning og fra de børn og unge, der kontakter os på BørneTelefonen og rådgivningstjenesten HØRT, at fritidsfællesskaber kan have flere trivselsfremmende fordele. Det kan være fordele såsom øget selvtillid, socialt forbundethed og en større følelse af tryghed.

Mange, der ikke oplever at slå til i skolen, kan hente energi og glæde i en sportshal eller til en forårskoncert. Dén oplevelse af succes kan være helt central for et ungt menneskes livsduelighed.  

Når jeg alligevel er bekymret, handler det om, om regeringen kommer til at se for snævert på psykisk mistrivsel, hvis det ender ud med primært at være Kulturministeriets værktøjskasse, der skal løse problemet.

Mistrivsel kræver erfaringer på tværs

Andelen af børn og unge, der lejlighedsvis føler sig ensomme eller rammes af ængstelighed, søvnmangel eller tvivl om egne evner, er stigende. Det er symptomer på mistrivsel i et omfang, der udgør en væsentlig samfundsudfordring.

Her kan kulturlivet, for mig at se, sagtens spille en positiv rolle.

{{toplink}}

Men så er der de mange børn og unge, der lider af svær psykisk mistrivsel. Dem, som ikke har været i skole i årevis, som ikke tør at gå uden for en dør og som kæmper for at holde tanker om selvmord på afstand.

Deres udfordringer er ikke løst med kulturinitiativer. Her er der brug for viden og faglige ressourcer, der typisk vil ligge under Sundhedsministeriet og Socialministeriet.

Jeg håber ikke, der ligger en politisk kalkule bag beslutningen om at lade Kulturministeriet føre an i kampen mod mistrivsel. De sociale og sundhedsmæssige indsatser, som børn med svære problemstillinger har behov for, er langt mere udgiftstunge, end initiativer på kulturområdet.

Hvem tager det politiske ansvar?

Trivselskommissionen bør tydeligt melde ud, at det ikke er deres mandat at forholde sig til de udsatte børn og unge. De problemstillinger, som er specifikke for børn og unge, der modtager specialiserede tilbud, har behandlingskrævende mistrivsel eller er diagnosticeret med en psykisk lidelse, er nemlig ikke omfattet af kommissoriet.

Men hvem påtager sig så opgaven?

Jeg kan ikke se, at der hverken er afsat midler eller dedikeret det nødvendige fokus til den gruppe et andet sted.

Jeg håber derfor, at man bliver tydelig på det politiske ansvar for også at forholde sig til de mest udsatte og svigtede. De som i dag ofte bliver grebet så sent, at deres mistrivsel udvikler sig og bliver behandlingskrævende, eller hvor svigt i barndommen har ført til social udsathed med uoverstigelig gæld, misbrug, kriminalitet og isolation.

Deres problemer er ikke løst med kontingentfri håndboldtræning, kulturpas og obligatorisk morgensang. De har behov for indsatser, der rækker langt udover, hvad man kan iværksætte fra kulturministeriet.

{{toplink}}

debat@altinget.dk