Alex Vanopslagh vinder Tingprisen: "Jeg har forsøgt at nytænke politisk kommunikation"

Tingprisen 2023 går i år til LA-leder Alex Vanopslagh. Prisen blev overrakt onsdag morgen i Altingets gård, hvor LA-lederen satte ord på sin politiske kommunikation.

Alex Vanopslagh (LA) er vinderen af årets Tingpris, som Altinget årligt uddeler til en politiker, der med sin kommunikation har været med til at fremme danskernes forståelse af dansk eller europæisk politik.

Prisen er blevet overrakt i Altingets gårdhave onsdag, hvor de to andre nominerede, Danmarksdemokraternes Susie Jessen og SF's Kira Marie Peter-Hansen, også var med.  

Chefredaktør på Altinget, Jakob Nielsen, begrundede i sin tale valget med, at Alex Vanopslagh i en tid med kriser i blå blok har formået at genoplive det borgerlige projekt på tværs af platforme:

"Alex Vanopslagh har om nogen bevist, hvor meget man kan flytte med god kommunikation – hvor meget magt, der ligger i at kommunikere præcist, morsomt og troværdigt," sagde Jakob Nielsen.

{{toplink}}

Altingets chefredaktør fremhævede Vanopslaghs satiriske videoer på sociale medier, bogen "Vejen til Ansvar" og one man-showet "Alex og Ansvaret" som eksempler på partilederens evner til at kommunikere sin politik succesfuldt på tværs af platforme.

Vanopslagh: "Nye politikere fremmer demokratiet"

"Jeg har forsøgt at nytænke politisk kommunikation," siger Alex Vanopslagh, da han får overrakt prisen på scenen.

LA-lederen peger på, at nye politikere – blandt andre hans mednominerede – er med til at opbygge demokratiet i stedet for at nedbryde det.

"Det er opløftende, at vores folkestyre virker på den måde, at der kommer nye ansigter ind, som gør det godt. At det ikke bare er de gamle ronkedorer," siger han fra scenen.

Det er første gang, at et medlem af Liberal Alliance vinder Altingets Tingpris.

{{toplink}}

Landsdækkende medier skal have lokal bevidsthed

Forud for prisoverrækkelsen deltog de tre nominerede i en debat om politisk kommunikation og medier.

Man skal have en bevidsthed om det lokale, lyder det politisk ordfører og nyvalgt folketingsmedlem Susie Jessen, der har en baggrund som lokaljournalist.

"Medierne har ofte en helt anden dagsorden end befolkningen. Man har ikke fulgt godt nok med i, hvad der foregår uden for de store byer," siger hun.

Via en onlineforbindelse fra Strasbourg fremhæver Kira Marie Peter-Hansen, at sociale medier både kan skabe dialog og ekkokamre.

"Jeg forsøger også selv at komme ud af min egen kommunikationsboble og skabe dialog," siger hun.

Årets jury bestod af Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, digital rådgiver Astrid Haug samt kommunikationschef i Danske Havne, Søren Søndergaard, der har en fortid som pressechef i Dansk Folkeparti.

Se hele Alex Vanopslaghs tale her

Forrige artikel De økonomiske vismænd henter ny direktør De økonomiske vismænd henter ny direktør Næste artikel Rektor, dekan og professorer er nye modtagere af ridderkors
Fonde har med vilje præget Københavns metro for altid

Fonde har med vilje præget Københavns metro for altid

Private fonde har lagt millioner af kroner i at få moderne kunstværker integreret i den nye metrolinje. Det kaldes banebrydende og spektakulært, og for fondene bag er det en helt bevidst prioritering at bruge store donationer til at sætte præg på det offentlige rum.