For første gang i over 50 år er Venstre uden byrådsmedlemmer på Bornholm

De bornholmske byrådsmedlemmer for Venstre, Søren Schow og Heidi Burgedahl, har meldt sig ud af partiet. Venstre står dermed for første gang i over 50 år uden en repræsentant i bornholmsk politik.

For første gang i over et halvt århundrede står Venstre uden politik indflydelse på Bornholm.

De to venstremænd i Bornholms kommunalbestyrelse, Søren Schow og Heidi Burgedahl, har nemlig valgt at melde sig ud af partiet for i stedet at være løsgængere.

Det skriver DR.

Ifølge byrådsmedlemmerne har de ikke haft tilstrækkelig opbakning fra den lokale Venstre-bestyrelse, der har kritiseret den førte politik.

Den fortolkning erklærer bestyrelsesformand Michael Hornshøj sig ikke enig i. Han er dog ærgerlig over Venstres politiske udvikling på Solskinsøen, og hvilket indtryk det giver vælgerne.

Folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V), der har repræsenteret Bornholms Storkreds siden 2007, har heller ikke meget til overs for udmeldingen.

"Det er jo et kæmpe svigt af Søren og Heidi, som bare går og smækker med døren. Vi er et parti, der hylder personligt ansvar, og hvor man har en forbandet pligt til at sige fra, hvis der er noget, der kan gøres bedre eller smartere," udtaler Peter Juel-Jensen til DR.

Søren Schow fik 779 personlige stemmer og Heidi Burgedahl 218, da der var kommunalvalg i 2021. {{toplink}}

 

 

Forrige artikel Ny direktør er på plads for FN's Fødevareprogram Ny direktør er på plads for FN's Fødevareprogram Næste artikel Landmand vil gerne være spidskandidat for Venstre på Bornholm Landmand vil gerne være spidskandidat for Venstre på Bornholm