Vagtskifte i toppen af Nordea Invest

NY FORMAND: Danmarks næststørste investeringsforening, Nordea Invest, har valgt advokat Marianne Philip som ny formand. Hun afløser formanden siden 2006 Lars Eskesen.

Også næstformandsposten blev berørt, idet den mangeårige næstformand Hans Munk Nielsen blev afløst af direktør Per Skovsted.

På generalforsamlingen til aften i Tivoli Congress Center med ca. 500 fremmødte blev direktør Kim Balle, tidligere DLG, nyvalgt til bestyrelsen. Administrerende direktør, fhv. K-borgmester Mads Ulrik Lebech, blev genvalgt. Direktør er Eric Christian Pedersen.

I sin sidste beretning fremhævede Lars Eskesen 2016 som "et tilfredsstillende investeringsår, om end præget af voldsomme svingninger i markederne. Aktiemarkederne trodsede til sidst, både at Storbritannen stemte for at forlade EU, at Donald Trump blev valgt til USA's præsident, og at den amerikanske centralbank efter lang tids tilløb begyndte at hæve renten".

For 2017 mener han, at "de grundlæggende økonomiske forudsætninger for et godt aktieår er til stede. Især den amerikanske økonomi er stærk. Den politiske udvikling giver dog anledning til forsigtighed."

Da den fhv. SDS-direktør og formand for Sparekasseforeningen Lars Eskesen kom ind i bestyrelsen i 1999, forvaltede Nordea Invest 33,5 mia. kr. Ved udgangen af 2016 varetog man midler for 82,2 mia. kroner.

 

Forrige artikel Kendt mediemand indtræder i Aros Kommunikation Næste artikel Danespo har ny direktør klar