Tre procent af Venstres vælgere er landmænd

Hvis man nu skulle sætte Venstre på en formel, ville to faktorer være uomgængelige: De grønne gummistøvler og evnen til at malke en ko.

Det måtte den nu tidligere formand, Jakob Ellemann-Jensen, sande meget hurtigt. Kun 20 minutter efter han blev valgt som formand tilbage i 2019, måtte han svare på spørgsmålet: ‘Kan du malke en ko?’

Præcis samme spørgsmål blev stillet til hans far, Uffe Ellemann-Jensen, og i et nu legendarisk besøg på en gård i Sabro, en lille by uden for Aarhus, viste Ellemann-Jensen senior, at han rent faktisk mestrede kunsten at malke en ko. 

Den færdighed går tydeligvis ikke i arv. Jakob Ellemann-Jensen måtte svare nej på spørgsmålet. Til gengæld stillede han ofte sine storbyhvide sneakers på skohylden og trak i nogle tunge, grønne gummistøvler, når han turnerede i baglandet.

Nu er Ellemann-Jensen junior historie, og Venstre er klar med en ny kandidat til formandsposten.

Traktor-Troels er en af deres egne

Troels Lund Poulsen bliver, modsat de to gange Ellemann-Jensen, ikke stillet den slags spørgsmål om at malke en ko. Det virker unødvendigt, eftersom den formodede næste Venstreformand selv driver et mindre landbrug på 40 hektar sammen med sin kæreste.

I Landbrugsavisen omtales han som Traktor-Troels. Og på hans hjemmeside bliver han portrætteret siddende ved hjulet på en stor traktor. Iført grønne gummistøvler, naturligvis.

I Landbrugs-Venstre er der ingen tvivl: Troels Lund Poulsen er en af deres egne.

Trods Venstres stærke tilknytning til landbruget viser en ny opgørelse, at kun tre procent af partiets vælgere angiver, at de er landmænd. 97 procent har altså deres udkomme i helt andre sektorer.

Opgørelsen er foretaget af professor Kasper Møller Hansen ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet for Altinget og Mandag Morgen.

”Det er utroligt, at et parti som Venstre bygger sin identitet på de tre procent af partiets vælgere, som er landmænd. Når man tænker på Venstre som landbrugets parti, skulle man forvente, at den andel er højere, men det er den altså ikke,” siger Kasper Møller Hansen.

Hans opgørelse bygger på vælgerundersøgelser foretaget af Epinion/DR & Altinget og Kantar Public/Berlingske i tredje kvartal 2023. I alt 9.607 vælgere har besvaret spørgsmålene.

{{toplink}}

Kun 7.500 er fuldtidslandmænd

Eftersommerens intense diskussion om en afgift på CO2 er det seneste vidnesbyrd om, hvor vigtigt landbruget og dets interesser er for Venstre.

Kernen i den diskussion er, om afgiften skal lægges på producenterne, altså på landbrugets bedrifter, eller om den skal lægges på forbrugerne; på varerne i køledisken. Langt de fleste Venstrefolk er ikke i tvivl: Afgiften skal lægges i køledisken.

Så da Venstres nu tidligere formand, Jakob Ellemann-Jensen, i begyndelsen af oktober fik sagt, at en del af afgiften skulle lægges på produktionen, satte han for alvor gang i partiets interne diskussioner.

Løfter vi blikket fra Venstre, bliver landbruget ofte betegnet som et af Danmarks vigtigste erhverv. Tæller man de forarbejdede fødevarer med, udgør fødevareklyngens eksport lidt mere end ti procent af den samlede eksport. 

Derfor kan det måske overraske, at der kun er omkring 7.500 heltidslandmænd i Danmark, et historisk lavt antal. Det fremgår af Danmarks Statistiks seneste såkaldte totaltælling over landbrugets udvikling, en tælling, der foretages hvert tiende år og senest i 2022.

”Stemmerne fra de 7.500 landmænd udgør ikke engang et enkelt mandat i Folketinget, så de heltidsbeskæftigede landmænd udgør kun en meget lille gruppe af det samlede antal vælgere,” siger Kasper Møller Hansen.

Tæller man de omkring 25.000 deltidslandmænd med, når det samlede antal landmænd op på omkring 32.500 personer, der kan sende et enkelt, men slet ikke to mandater ind i Folketinget.

Sådan har det ikke altid været. For bare 50 år siden var antallet af heltidslandmænd mere end 10 gange så højt. I 1973 var der lidt mere end 80.000 heltidslandmænd i Danmark.

Lige siden er der lukket mere end tre landbrug om dagen, og kun godt hvert fjerde landmandsbarn er i dag beskæftiget inden for landbrug.

Der er altså tale om en udvikling i et nærmest uhørt højt tempo.

Venstres organisation styrker land-Venstre

Den udvikling har overraskende nok ikke haft de store konsekvenser for Venstres organisation.

Partiorganisationen er stadig domineret af de mange vælgerforeninger i Jylland.

{{toplink}}

Et eksempel er Brønderslev Kommune. Den er med sine 36.540 indbyggere lidt mindre end den gennemsnitlige danske kommune. Men i Venstre har kommunen i alt fem vælgerforeninger. Det er ’Brønderslev Vest’, ’Serritslev/Stenum/Thise’, ’Jerslev/Hellum’, ’Dannerhøj’ samt ’Dronninglund/Aså/Agersted’. De fem foreninger sender hver en delegeret til Venstres landsmøde.

Skulle der være mere end 150 medlemmer i vælgerforeningerne, kan de sende endnu en delegeret til landsmødet.

Derudover kan de fem vælgerforeningers overbygning i form af Venstres såkaldte kommuneforening i Brønderslev også sende en delegeret.

I den anden ende af landet er Gentofte Kommune med sine 75.838 indbyggere en af landets større kommuner. Det er her, formanden for Venstres gruppe i Europa-Parlamentet, Morten Løkkegaard, er valgt. 

Alligevel er der kun en enkelt vælgerforening i Gentofte, selv om antallet af indbyggere er over dobbelt så stort som i Brønderslev.

Det mønster går igen over hele landet. Ringkøbing-Skjern Kommune topper listen med hele 14 vælgerforeninger, der hver sender mindst én delegeret til landsmødet.

På Venstres landsmøde taler flertallet af de delegerede derfor et godt jysk og har for de flestes vedkommende også fødderne plantet solidt i den jyske muld.

”Det er interessant, at Venstre som organisation er en forening, hvor de jyske vælgerforeninger har et klart flertal. Man kan altid diskutere, hvor meget indflydelse baglandet har på et partis politik, men når der skal vælges formand, er deres stemmer afgørende. De mange delegerede fra de jyske kommuner er med til at opretholde partiets historiske identitet som landbrugets parti,” siger Kasper Møller Hansen og fortsætter:

”Hvis Venstre vil styrke by-Venstre, så er det svært, når deres delegerede i stort tal kommer fra landområderne.”

Det store dilemma

Afstanden mellem det Venstre, som organisationen repræsenterer, og Venstres samlede vælgerkorps er stor.

Men tallene fortegner også billedet. For Venstre henvender sig ikke bare til landmænd, men til større grupper, der føler sig knyttet til landbruget eller de lokalområder, hvor landbruget betyder meget. Det siger Peter Kurrild-Klitgaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

{{toplink}}

”Hvis man anskuer det fra et Venstreperspektiv, er der også ægtefæller. Lægger man dem til, er andelen af ’landmandsstemmer’ nok potentielt nærmest det dobbelte. Dertil kommer en række andre mennesker, som arbejder på landet, men som ikke er landmænd. Her taler vi om folk, der sælger traktorer og redskaber, og der er foderstofforretninger og så videre. Jeg ved godt, at det er ikke rigtig mange mennesker, men opgørelsen undervurderer nok den demografiske gruppe eller den vælgergruppe, som Venstre nok selv opfatter som baglandet,” siger han.

Peter Kurrild-Klitgaard erkender, at selv om man tæller andre grupper, der er tilknyttet landbruget, med, så er der højst tale om ti procent af Venstres vælgere. Det er endda højt sat.

Tilbage står derfor det store dilemma.

”Venstres udfordring, og det gælder også mange af de andre partier, er jo, at vælgerkorpset og medlemskorpset ikke ligner hinanden ret meget,” siger Peter Kurrild-Klitgaard og fortsætter:

”Der er et skisma mellem hensynet til, hvad medlemmerne og baglandet gerne vil, og hvor man gerne vil hen, hvis man gerne vil være et stort parti.” 

Venstre i klemme

Sensommerens diskussion af, hvordan en CO2-afgift skal indrettes, handler for Venstre også om, hvilke vælgergrupper man ender med at genere.

Lægger man afgiften på landbruget, rammer det i høj grad baglandet og medlemmerne. Lægger man i stedet afgiften i køledisken, rammer man forbrugerne og altså også vælgergrupper i byerne.

Dermed griber diskussionen om en CO2-afgift ind i et af Venstres klassiske dilemmaer, nemlig forskellen mellem land- og by-Venstres interesser. 

Det var først Uffe Ellemann-Jensen og derefter Anders Fogh Rasmussen, der fra formandsposten appellerede til liberalt sindede byvælgere.

”Dengang var der ikke rigtigt alternativer til Venstre i byerne. Tilbage i 1980’erne var Venstre og De Konservative de to dominerende borgerlige partier. Nu kan vælgere, der ønsker en mere liberal profil, gå til Liberal Alliance, mere midtsøgende vælgere kan gå til Moderaterne, og i landområderne er Danmarksdemokraterne et alternativ,” siger Kurrild-Klitgaard. 

{{toplink}}

Det virker derfor som en komplet umulighed, at Venstre i de kommende år kan vende tilbage til niveauet under Anders Fogh Rasmussen, hvor næsten hver tredje vælger stemte på Venstre.

”Den strategiske situation for Venstre er mere udfordrende i dag, end den var i 80'erne, 90’erne og 00’erne. Uanset om Venstre går den ene vej eller den anden vej, så mister de til den ene side eller til den anden side,” siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Venstre i tvivl om sin identitet

Venstre får med andre ord svært ved at genvinde bare noget af fordums storhed ved først og fremmest at fremstå som landbrugets parti, uanset om landmænd kun udgør tre procent af partiets vælgerskare eller en lidt større andel, når ægtefæller, børn og andre grupper i tilknytning til landbruget også tæller med.

Hvis Venstre ikke skal være landbrugets parti, hvem er Venstre så til for i dag?

”Det er et rigtig godt spørgsmål, og jeg tror ikke engang, de selv har svar på spørgsmålet. Det er både, fordi der er nogle interne uenigheder, og fordi den måde, man kører politik på i dag, er fundamentalt anderledes end den måde, man kørte politik på for 20, 30 eller 40 år siden,” siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Hvad tænker du på?

”Partierne får hele tiden lavet meningsmålinger og fokusgruppeanalyser for at undersøge, hvordan de kan få større støtte fra nogle marginale vælgergrupper eller i hvert fald fastholde de marginale vælgere, de har. Ud fra dem trækker de så partiet lidt den ene vej og så lidt den anden vej. Det er en helt anden måde, end for eksempel Uffe Ellemann-Jensen eller hans forgængere gjorde det på.”

Peter Kurrild-Klitgaard henviser her til Jakob Ellemann-Jensens mange forskelligartede forsøg på at definere Venstres politiske projekt.

Tilbage i 2019 var der fem pejlemærker, året efter, i 2020, var der tre arenaer, i 2022 var der seks prioriteter, i dette forår fire fyrtårne og her til efteråret fem markører.

”Man prøver hele tiden at re-positionere sig. Og det er forståeligt, at politikere gør det, men det efterlader en fornemmelse hos mange vælgere af, at man faktisk, modsat Venstres gamle slogan, ikke ved, hvor man har Venstre.”

En tung historisk arv

En del af forklaringen på, at landbruget har så stor betydning for Venstre, ligger måske godt gemt i fortiden.

”Hvis man kun tager et her-og-nu-billede af Danmark, vil man se, at landbrugets betydning for BNP, for eksporten og for beskæftigelsen bliver stadigt mindre. Derfor må man forstå landbruget og dets betydning for Venstre i et historisk perspektiv,” siger Egon Bjørnshave Noe, professor og leder for Center for Landdistriktsforskning ved SDU.

Han griber helt tilbage til midten og slutningen af 1800-tallet, hvor landbruget i form af selvejende bønder dominerede Danmarks erhvervsstruktur. Det var dengang eksporten af smør til særligt England udgjorde op mod 80 procent af den samlede eksport.

{{toplink}}

Danmarks økonomi drejede sig om landbruget, og inde i midten af det hele stod titusinder af selvejende bønder.

Det var her, andelsbevægelsen fik luft under vingerne, her højskolebevægelsen tog fart, og her kreditforeningerne blev grundlagt.

Og så var der en ting til, som stadig præger mange dele af Danmark.

”Dengang følte de store landbrug et ansvar for sognet, for kirken og for skolen,” siger Egon Bjørnshave Noe.

Det har ændret sig. Strukturudviklingen betyder, at den meget tætte lokale forankring er svækket, og samtidig har kommunen overtaget store dele af ansvaret for skole og andre tilbud. Og som professoren konkluderer:

”Jeg tror, man holder fast i forestillingen om landbrugets betydning og den stærke lokale forankring som en slags modforestilling til en udvikling præget af globalisering og en konstant udvikling mod stadigt færre og stadigt større enheder i landbruget.”

tka@mm.dk, jre@mm.dk