Fødevareaktører: Aftalelighed er forudsætning for sund konkurrence

Se indlæggets forfattere i faktaboks til højre

Markedsdirektør i Dansk Erhverv Henrik Hyltoft havde forleden et indlæg i Altinget, som omhandlede det kommende fødevaredirektiv om urimelig handelspraksis, der skal implementeres i Danmark i løbet af det kommende år.

Behændigt udlægges sagen som et spørgsmål om regulering eller ej. Det er forkert. Regulering skal implementeres i dansk lov.

Sagen handler om, hvorvidt regulering skal gælde ens for alle eller skævvride konkurrencen i markedet. Hyltofts analyse synes at bero på en række fejl og misforståelser, som vi gerne vil udrede.

I indlægget fremgår det, at UTP-direktivet er sat i verden for at beskytte små leverandører mod store indkøbere. Det er korrekt.

Og netop derfor er det afgørende, at vi ikke laver regler, som hæmmer de små og mellemstore danske virksomheders muligheder, altså stiller dem ringere i konkurrencen med de største globale aktører.

UTP-direktivet hæmmer på nuværende tidspunkt aftalefriheden. Og netop derfor er det afgørende, at vi sikrer aftalelighed, altså at alle på markedet er underlagt de samme regler. Aftalelighed er simpelthen afgørende for at sikre, at vi fortsat har en fair og lige konkurrencesituation på det danske fødevaremarked.

Kan blive konkurrenceforvridende 
Der bliver indført et regulært forbud imod de i alt 16 urimelige praksisser, som man derfor ikke fremover kan tilbyde eller kræve i en forhandlingssituation.

Det bliver eksempelvis forbudt for detailhandlen at kræve betalingsfrister på over 60 dage. Samtidig bliver det forbudt at tilbyde betalingsfrister på mere end 60 dage.

Men forbuddet gælder kun for de små og mellemstore virksomheder. Dermed bliver det konkurrenceforvridende. Hvis de største virksomheder undtages fra UTP-direktivet, vil de kunne tilbyde bedre betalingsfrister over for detailhandlen end de små og mellemstore virksomheder kan, og dermed tildeles de en konkurrencemæssig fordel.

Det bekymrer mange af vores medlemmer, hvoraf langt størstedelen er små og mellemstore danske fødevareproducenter og leverandører.

Bureaukratiske omkostninger og byrder 
Dernæst beskrives mulighederne for eksport. Det fremgår, at danske virksomheder vil miste eksportomsætning, fordi udenlandske indkøbere vil fravælge samhandel med EU-lande med ens regler for direktivet. Det er en misforståelse.

Køber er underlagt de regler, der gælder i det land, hvor køber er. Det betyder ikke noget for danske virksomheders eksportmuligheder. Dette er også årsagen til, at UTP-direktivet beskytter leverandører uden for EU. Så længe køberen er lokaliseret i et EU-land, gælder dette lands regler for samhandelsrelationen.

Endvidere beskrives det, at store leverandører opnår fordelene ved direktivets beskyttelse, mens de små og mellemstore danske leverandører, detailhandlen og forbrugerne, betaler regningen. Vi undrer os over, hvilken regning der kan menes hermed.

For hvis Hyltoft og Dansk Erhverv reelt er bekymret for omkostningerne ved UTP-direktivet, så er løsningen igen lige for: Ens regler for alle på markedet. For forskellige regler medfører i sagens natur store bureaukratiske omkostninger og byrder.

PWC har netop gennemført et studie af omkostningerne ved at navigere i forskellige regelsæt. Og her er resultatet klart: Der er store omkostninger forbundet med bureaukrati og kontrol. Og hvad værre er: Disse omkostninger rammer små og mellemstore danske virksomheder hårdest.

UTP-direktivet skaber forskellige regler alt afhængig af en virksomheds omsætning og kræver løbende monitorering af både leverandører og kunders omsætning. Denne byrdetunge øvelse rammer også Dansk Erhvervs medlemmer, så her burde vi jo være enige.

Direktiv skal beskytte de små 
Det kan jo også være, at Hyltoft referer til den galoperende leverandørgæld, altså den gæld, som detailhandlen skylder vores medlemmer, og som over de sidste ti år er vokset med over 70 procent. 

Leverandørgælden giver god indikation på de negative konsekvenser for små og mellemstore danske virksomheder, hvis de største leverandører undtages. For detailhandlen bruger ofte leverandørgæld, altså meget lange betalingsfrister, til at drive forretning.

Medmindre detailhandlen har tænkt sig at afvikle leverandørgælden, kan konsekvensen blive, at detailhandlen vil rykke store indkøb (og dermed gæld) fra små og mellemstore leverandører til de allerstørste leverandører. Det vil koste omsætning og arbejdspladser i mange små danske virksomheder, da de stilles dårligere i forhandlingssituationen end de største leverandører.

Det er forkert at udlægge ens regler for alle som et ønske om at beskytte de store. Direktivet skal beskytte de små og mellemstore leverandører. Det gøres bedst ved ens regler for alle leverandører.

Vi havde i alle sammenhænge foretrukket et frivilligt initiativ. Reglerne er dog vedtaget, og det er en bunden opgave at implementere dem i Danmark. Her mener vi, at det er vores pligt at gøre det så fair og lige som muligt, så vi sikrer konkurrence- og aftaleligheden. Og der kan ikke være to meninger om, at forskellige regler mellem konkurrenter på samme marked skader konkurrencen.

Vi skal absolut værne om en sund og effektiv konkurrence. Og det gør vi ved at sikre, at vi alle sammen spiller efter samme regler.

debat@altinget.dk