Nye klimatal giver igen landbruget medvind i afgørende forhandlinger. Men det er ikke en sejr, regeringen tør fejre

Regeringen, Venstre og landbruget må dårligt kunne tro sit eget held.

Sådan vil den mest oplagte konklusion lyde, når torsdagens nye tal for CO2-optaget i de danske skove lander.

For et år siden stod regeringen med klimakritik op til begge ører. 2025-målet nærmede sig. Regeringen havde ikke anvist vejen.

Men i januar kom der nye tal for lavbundsjorde, som pludselig bragte regeringen i mål med 2025.

Med de nye skovtal, som offentliggøres klokken 9, vil regeringen tage endnu et stort skridt – ikke bare på vejen mod 2025-målet, men også 2030-målet og de 70 procents reduktion.

Det er også en specifikt stor hjælp for landbruget, da skovtallene regnskabsteknisk hører ind under landbrugssektoren CO2-udledninger.

Og det bedste ved det hele? Ingen har gjort noget for at genere danskerne. Forskerne er bare blevet bedre til at måle.

Det er den mest oplagte konklusion. Men den rummer ikke hele den politiske sandhed.

For selv om både lavbundsjordene og skovtallene letter presset på den grønne trepart, ændrer de ikke trepartens formål. Hverken Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug & Fødevarer eller regeringspartierne ser deres arbejde i de kommende måneder i et 2030-perspektiv.

Landbrugets udledninger frem mod 2030 har vist sig at være en joker. Men 2030 er kun fem år væk. Det er allerede for sent at gennemføre store forandringer til den tid.

I årene frem mod 2030 vil nye tal formentlig kunne ændre historien flere gange. Naturkræfterne passer dårligt ind i et regneark, og derfor modtager man de gode nyheder med en vis forsigtighed.

Et temposkift for CO2-afgiften

At skovenes optag er højere end hidtil antaget, er selvsagt positivt for regeringen. Men allerede til efteråret kommer en ny revision af tallene for lavbundsjorde, som vil trække i den anden retning end de gjorde i januar.

Spørger man folkene i og omkring treparten er der derfor grænser for, hvor meget man vil fejre de nye beregninger fra Københavns Universitets skoveksperter.

Fra politisk side er der meget lidt appetit på endnu en gang at åbne en flanke for kritik fra Enhedslisten, Radikale Venstre og SF, der vil udnytte enhver chance til at kritisere regeringens klimapolitik for at være baseret på rene skrivebordsøvelser.

Man er også bevidst om, at nye regnskabstekniske øvelser ikke sætter gang i den strukturelle omstilling af landbruget, som er nødvendig. Den nødvendighed bliver kun tydeligere som årene går, og landbrugets udledninger vil udgøre en større og større andel af Danmarks CO2-udledninger.

Hos Landbrug & Fødevarer er man i dag tilfreds med, hvor relativt lav profil man valgte at holde under offentliggørelsen af tallene for lavbundsjorde, mens det meste af kritikken for ”skrivebordsøvelsen” blev rettet mod klimaminister Lars Aagaard (M).

Derfor skal man heller ikke forvente en stor medieoffensiv fra landbrugslobbyens formand Søren Søndergaard, der både indadtil og udadtil har lagt meget energi i at understrege CO2-afgiftens uundgåelighed.

De nye skovtal ændrer ikke den strategi. Men de mindsker alligevel presset i de grønne trepartsforhandlinger.

Trepartens syv parter ser sig selv som en forskelligartet koalition, der har fundet en fælles interesse i den langsigtede politik. Arbejdet har et bredere sigte end 2030 og skal nærmere forstås som en ”visionsplan for dansk landbrug,” som det blev beskrevet i SVM-regeringsgrundlaget fra december 2022.

Når presset for hurtige reduktioner lettes, bliver forhandlingerne om en CO2-afgift mindre påtrængende. Det interessante ved den erkendelse, er at det ikke kun er Landbrug & Fødevarer, der kan se fordelene ved et temposkift.

CO2-afgiftens sorte bagsider

Hos Danmarks Naturfredningsforening er fart nemlig ikke altafgørende for den grønne omstilling af landbruget. Særligt ikke hvad angår en CO2-afgift, som præsident Maria Reumert Gjerding ganske vist støtter, men ikke for enhver pris.

Som flere eksperter har påpeget, er en CO2-afgift ikke nødvendigvis en lige så stor ulempe for den animalske produktion, som Danmarks Naturfredningsforening gerne ville have. For særligt svineproduktionen bliver en betydelig del af CO2-udledningerne nemlig ikke talt med i Danmarks nationale klimaregnskab.

Langt størstedelen af svineproduktionens CO2-udledninger kommer fra dyrenes foder, der blandt andet indeholder soja og palmeolie importeret fra Sydamerika. Udledningerne fra den produktion tæller i de pågældende sydamerikanske landes klimaregnskaber, og derfor vil svineproduktionen se grønnere ud end den reelt er. At det er et problem, er både Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening enige om.

Hos Danmarks Naturfredningsforening er man også tilhængere af økologisk landbrug. Men en hurtigt indfaset CO2-afgift vil øge behovet for at give tilskud til landmændene. De tilskud kan blandt andet gå til optimerede staldanlæg eller metanreducerende foder, som er uforeneligt med en økologisk landbrugspraksis.

Hvis en CO2-afgift fører til et mere intensivt dyrket, kemikaliebaseret, animalsk landbrug, så vil den have den modsatte effekt på de miljøproblemer, som stadig er kernestof for naturorganisationen.

Indfører man en CO2-afgift for hurtigt, og presser man landmændene for hårdt, vil de lettere kunne forhandle sig til en række tilskud og rabatter, som ifølge Danmarks Naturfredningsforening er urimelige.

Den udlægning vil også finde støtte hos Dansk Industri og Dansk Metal, der repræsenterer sektorer, som allerede er underlagt en relativt ensartet drivhusgasafgift.  

Eksperterne vil være uenige. Men set fra flere af parternes side, er en hurtig indførsel af CO2-afgiften blevet mindre presserende. Det vigtige er at sende et klart signal om, at den er på vej.

Landbrug & Fødevarers ideal for en grøn omstilling af landbruget er bundet op på netop den teknologiske udvikling, som DN er skeptisk over for. Men enhver tidsmæssig udskydelse af CO2-afgiftens indførelse vil være en sejr for Søndergaard.

Trepartens to konstruktive modpoler er givetvis uenige om argumentationen, men så længe de lander på samme konklusion, er kompromisset inden for rækkevidde.

{{toplink}}

Verden stopper ikke i 2030

Mange svære diskussioner ligger foran treparten. De bliver så småt åbnet, men møderne er stadig i sin indledende fase, hvor parterne præsenterer ønsker, lytter respektfuldt og lægger stor vægt på den gensidige vilje til forståelse.

Onsdagen tilbragte treparten ved Borup Højskole, hvor regeringen havde arrangeret en konference for at samle inspiration fra universitetsforskere, aktører og danske landmænd.

Reelle forhandlinger skal man formentlig vente med til efter Europa-Parlamentsvalget.

Musketereden om at passe på Venstre gennem en halvfarlig valgkamp holder endnu, og derfor skal tiden frem til midten af juni gå med at føle hinanden på tænderne:

Kan man finde et tåleligt kompromis på kvælstofspørgsmålet? Og hvordan bliver det danske areal planlagt på en måde, så vi når alle grønne mål, og samtidig holder dansk landbrug i live?

Det er store spørgsmål, der set med trepartens øjne er langt vigtigere end udformningen af den CO2-afgift, som hidtil har domineret den offentlige debat. Men det er også spørgsmål, som der er bred enighed om, at man ikke må forspilde chancen for at tage en seriøs diskussion om i det forum, som treparten udgør.

Verden stopper ikke i 2030, lyder det nærmest unisont fra alle hjørner af forhandlingsbordet.

Hvad angår den grønne omstilling af landbruget, er det næsten modsat: Det er først i 2030, at den rigtigt starter.

simonfriis@altinget.dk