Ny minister dropper regeringens landbrugsudspil

KLIMA: I november var regeringen klar med udspil om, hvordan landruget kan blive mere klimavenligt og bidrage til bedre natur. Det blev dog udskudt og droppes nu helt. I stedet inviterer den nye fødevareminister på dialog.

Regeringen vil alligevel ikke lægge sin klimaplan for landbruget frem.

Den har ellers været gemt i skuffen siden november, men en minksag og et ministerskifte senere bliver den nu helt droppet.

Det fortæller fødevareminister Rasmus Prehn (S) til Avisen Danmark.

”Jeg tror, vi får en mere konstruktiv proces ved at indbyde til åben dialog, frem for at vi står i hver sin skyttegrav og råber procentsatser hen over hegnet” siger Rasmus Prehn til Avisen Danmark.

Ministeren fortæller, at han frygter en debat med traktordemonstrationer på den ene side og unge klimaaktivister på den anden.

Derfor vil han nu starte ud med et virtuelt topmøde på onsdag, hvor landbrugs- og klimaorganisationer er inviteret til dialog.

”Vi vælger en anden proces. Vi vil gerne have partiernes politik i fokus. Vi vil ikke komme og sige, at det er sådan, det skal være. Vi vil sige, at vi lytter,” siger fødevareministeren samme sted.

Tvivl om lavbundsjorder
Den nye ministers melding kommer få dage efter, at SF præsenterede et landbrugsudspil, hvor der blev lagt op til, at landbruget skal spare 4,3 millioner tons CO2 i 2025.

Det vigtigste redskab i SF-udspillet er at sætte fart på udtag af 100.000 hektar klimaskadelig lavbundsjorder.

Tilbage i september nedjusterede regeringen ellers forventningerne til det klimaredskab.

I regeringens klimaprogram skønnes der maksimalt at være et potentiale i at udtage 50.000 hektar lavbundsjorder.

Både Radikale og Enhedslisten arbejder ifølge Altingets oplysninger på nye landbrugsudspil.

I forståelsespapiret mellem S-regeringen og støttepartierne står der, at der skal indføres ”et bindende reduktionsmål for landbruget.”

Ifølge klimaloven mangler regeringen stadig også at aftale et klimamål for 2025.

Forrige artikel Landbruget klager over styrelses it-systemer til ombudsmanden Landbruget klager over styrelses it-systemer til ombudsmanden Næste artikel Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge