"Ministeren taler sagen op"

Af direktør Torsten Buhl, Danske Slagtermestre

Her i august er Danmark på den anden ende på grund af en bakterie, der hedder listeria. Den har, forstår jeg, den uheldige effekt, at den kan tage livet af folk, der ligger for døden.

I sommeren 1998 standede landet også i våde. Dengang var det en salmonellabakterie, der forårsagede panikken. DT 104, hedder den, og den havde angiveligt nøjagtig den samme virkning som nu listeria. Presse og politikere var helt oppe at køre, og fødevaremyndighederne ledte efter bakterien alle vegne og fandt den for eksempel i en kødbolle i Struer. Alligevel lød der beskyldninger om smøl og forsinkelser og alt for lempelige reaktioner, og fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) måtte afbryde sin ferie og stille op i Folketinget til det ene samråd efter det andet og blev mødt med krav om handling over for de embedsmænd, der jo helt åbenlyst måtte have forsømt deres pligter og slet ikke havde reageret hurtigt og skarpt nok på de fund, de havde gjort.

En slagkraftig minister
Ministeren undskyldte og beklagede, men ville hverken fyre eller forflytte. Han påtog sig det fulde ansvar og lod Folketinget forstå, at ”hvis nogen skal fyres, må I fyre mig”. Han mente formentlig ikke, at der var fagligt belæg for voldsomme reaktioner på grund af en bakterie, som myndighederne nok havde karakteriseret som særligt farlig og multiresistent, men som fandtes alle vegne og ville være umulig at udrydde, og som næppe havde slået nogen levedygtige mennesker ihjel. Fødevareministeren udtrykte naturligvis behørig forståelse for ængstelsen, men talte faktisk sagen ned.

Nu gentager historien sig – og så alligevel ikke. Nu har vi en minister, der taler sagen op, og den første embedsmand er allerede ”frataget sine opgaver”. Det er meget alvorligt alt sammen, forstår man på Dan Jørgensen, og myndighederne må følgelig slå tilsvarende hårdt ned på alle de virksomheder, som huser en listeria, hvad de formentlig alle sammen gør, for i lighed med DT 104 kan den være overalt. Jeg har f.eks. hørt, at den engang skal have gemt sig i et kugleleje.

"Vi-må-gøre-noget-mode"
Der må slet ikke herske tvivl om, at både fødevaremyndighederne og virksomhederne har en meget vigtig opgave i at sikre så høj grad af fødevaresikkerhed som muligt. Det er en daglig udfordring, som vi faktisk har et særdeles velfungerende system til at sikre at vi kan håndtere. En central del af dette system er den såkaldte egenkontrol, som kort fortalt går ud på, at det er virksomhedernes ansvar dagligt at tjekke, at alle foreskrevne procedurer bliver fulgt, og at myndighederne ved uanmeldte besøg påser, at det faktisk sker.

Hvad, man kan frygte, er, at sager som nu denne om listeria får politikere i vi-må-gøre-noget-mode med det resultat, at gode, velfungerende og betryggende systemer, der vel at mærke samtidig er til at arbejde med, bliver ødelagt, så alle efterfølgende må sande, at ”vejen til helvede er brolagt med gode hensigter”.

En konsekvens kan jo f.eks. blive, at de virksomheder, som har mulighed for det, flytter produktionen til et land, hvor man slet ikke leder efter de bakterier, som lukker virksomheder i Danmark, men hvorfra vi ikke desto mindre importerer varer.

Panikken lagde sig
Efterhånden som analysemetoderne bliver stadigt bedre, så vi kan finde selv de mindste mikrober i miljøet, bliver vi nødt til rent politisk at diskutere, hvordan vi skal forholde os til det, vi finder. Vi må se i øjnene, at potentialet er der til at lukke samtlige fødevarevirksomheder i Danmark, inklusive butikkerne. Ingen af dem er helt sterile og kan aldrig blive det. Så vi kan lige så godt først som sidst tage fat på den uomgængelige diskussion: Hvad kan og vil vi leve med derude i ”miljøet”? Og svaret kan ikke være: ”Ingenting!”

– Nå, hvordan det gik med DT 104? Ministeren stod fast, og panikken lagde sig, da sommeren gik på hæld. Og godt en halv snes år senere blev den ellers så farlige bakterie nedgraderet til en helt almindelig en af slagsen.

debat@altinget.dk