Miljøpolitikken vanskeliggør miljøeksport
Debat: Forbrændingsafgiften på spildevandslam hæmmer eksporten af miljøteknologi og forhindrer miljøforbedringer i Danmark.
Poul Erik Sørensen,
civilingeniør, direktør, Krüger A/S
Miljøministeriet planlægger, at 120 millioner kr. af regeringens ”miljømilliard” skal anvendes til fremme af miljøteknologi i årene 2007-2009. Sammen med andre initiativer fra Videnskabsministeriet er målet, at dansk industri skal udvikle miljø- og energiteknologier som milliardindustri.
Dette er et prisværdigt initiativ, men skal det lykkes, skal væsentlige barrierer i den førte danske miljøpolitik fjernes. Jeg vil fremhæve to områder, nemlig den danske uvilje mod at rense vandværksvand og reglerne for bortskaffelse af spildevandsslam.
Begge områder har store eksportmuligheder. Jeg vil i dette indlæg koncentrere mig om spildevandsslam og senere vende tilbage til rensning af vandværksvand.
Firmaet Krüger A/S har udviklet et nyt anlæg til forbrænding af slam på Lundtofte renseanlæg i Lyngby-Taarbæk kommune. Anlægget blev i 2004 tildelt en EU’s miljøpris for renere teknologi, fordi det udover slam også forbrænder de mest ubehagelige restprodukter på renseanlæg - ristestof og slamblandet sand.
Danske regler kvæler potentiel eksportsucces
Anlægget er en stor driftsmæssig succes og passer i størrelsen til en lang række danske renseanlæg, men på grund af forbrændingsskatten på spildevandsslam kan det ikke betale sig at opføre lignende anlæg i Danmark.
Det har således ikke været muligt at oparbejde et hjemmemarked for disse anlæg, hvilket er en forudsætning for et tilstrækkeligt volumen for eksport.
Baggrunden for denne historie er, at for at fremme landbrugsanvendelsen blev der i 1997 lagt afgift på forbrænding af spildevandsslam. Denne afgift er høj og udgør på anlæg med eget slamforbrændingsanlæg 1320 kr. per ton slamtørstof.
For Lynettefællesskabet i København udgør afgiften over 20 mio. kr. om året. For Spildevandscenter Avedøre syd for København udgør den knap 10 mio. kr. per år. For disse store anlæg er det i praksis umuligt at finde landbrugsarealer til udspredning af de store mængder slam. For dem opfattes forbrændingsskatten som en særskat.
Holdningen i landbruget og hos aftagere af landbrugsprodukter gør udspredning af slam på landbrugsjord stadig mere problematisk, og der stilles internationalt spørgsmålstegn ved om spredning af slam på landbrugsjord er en miljømæssig forsvarlig bortskaffelsesmetode. Schweiz har indført forbud mod udspredning af spildevandsslam.
Danske afgifter sender slam på 800 kilomenter væk
Tidligere var det vanskeligt at eksportere slam, men efter en afgørelse i EF-domstolen gøres dette nu i stor stil. Det mest markante eksempel er et nyligt afsluttet EU-udbud i Aalborg, hvor Aalborg Portland Cementfabrik tabte til et firma, der transporterer det tørrede slam til et tysk kraftværk i Ruhr-området.
Hvor slammet hidtil blev transporteret 6 km, transporteres det nu 800 km. At det kan betale sig, skyldes at afgiften på forbrænding af slam kun skal betales i Danmark, mens der ikke er nogen afgift i Tyskland.
Disse uheldige konsekvenser af den danske miljøpolitik bør sammen med de miljømæssige problemer ved udspredning af slam på landbrugsjord medføre, at Miljøministeriet revurderer strategien om, at slam skal udbringes på landbrugsjord og at afgiften på slamforbrænding afskaffes eller ændres.
