Mens vi taler om at redde klimaet, er naturen på randen af kollaps

Det er ikke småting, som verdens lande skal forsøge at løse, når de i denne uge mødes for at lande en historisk og ambitiøs aftale om at beskytte klodens natur.

I yderste konsekvens skal aftalen sikre, at naturens tilbagegang ikke bliver så massiv, at økosystemer kollapser rundtom i verden.

En række rapporter har nemlig tegnet et yderst dystert billede af, at dyr og planter i alle dele af verden er blevet mere og mere udfordret. Og biodiversitetskrisen er da også noget, som verdens medier ofte beretter om. Det handler om unikke koralrev, der er ved at gå til grunde. Om sommerfugle, bier og fugle, som der bliver færre og færre af.

I 2019 gjorde FN’s biodiversitetspanel IPBES status og slog fast, at udfordringen er massiv. At intet mindre end én million dyre- og plantearter er truet af udryddelse.

Det er ikke nyt, at arter uddør. Sådan har det altid været. Men de seneste årtier er det gået alt, alt for stærkt.

Det sker i så højt tempo, at verdens førende forskere betegner situationen som den sjette masseuddøen i klodens historie. Den femte og seneste masseuddøen var for 65 millioner år siden. Dengang var det et nedslag fra en kæmpe asteroide og en global kæde af vulkanudbrud, som fik jordens klima til at ændre sig markant.

Dinosaurerne uddøde sammen med 75 procent af alle arter. Det helt centrale problem ved den sjette masseuddøen er, at det denne gang er mennesket, der forårsager ulykken.

Det er på det foruroligende bagtæppe, at verdens ledere mødes i Montreal i midten af december for at blive enige om nye globale naturmål. Det er det 15. topmøde – COP15 – i regi af FN’s Biodiversitetskonvention, der så dagens lys helt tilbage i 1992.

Som på klimaområdet mødes landene således jævnligt for at imødegå den stærkt tiltagende biodiversitetskrise.

Og i år er der lagt op til et af de helt store sværdslag, der skal sikre reel fremdrift i beskyttelsen af naturen globalt.

Egentlig skulle topmødet være afholdt i Kina allerede i 2020, men det har været udskudt ad flere omgange på grund af den globale coronaepidemi. Kina er dog stadig officiel vært og leder af forhandlingerne, selvom topmødet nu er blevet flyttet til Canada.

Fra optimisme til pessimisme

Optimismen blandt centrale iagttagere var tidligere stor, og det lød nærmest som en formssag at lande en ambitiøs og juridisk bindende aftale. Men på det seneste har piben fået en anden lyd.

Og Danmarks fungerende miljøminister Lea Wermelin (S) er da også relativt pessimistisk.

”Det ser ud, som om der fortsat vil være mange uløste problemer tilbage, når vi mødes i Canada. Og der skulle helst kun have været det allersværeste tilbage,” siger hun og fortsætter:

”Så jeg er bekymret forud for forhandlingerne, men vi klemmer selvfølgelig på fra dansk og fra EU’s side.”

Biodiversitetskrisen står i skyggen af klimakrisen, som i årevis har ligget højere på den politiske dagsorden.

I 2015 indgik verdens lande den meget roste klimaaftale i Paris. Her lykkedes det at lande en både ambitiøs og juridisk bindende aftale om at levere markante reduktioner af CO2-udledningen. Siden da har både forskere, politikere og grønne organisationer omtalt de globale biodiversitetsforhandlinger som en rejse mod en lignede aftale på naturområdet. En naturens Parisaftale.

Det er et udtryk, som miljøministeren stadig tager i sin mund.

”Vi skal have en naturens Parisaftale. Det skal være det vendepunkt, som vi så det med Paris på klimaområdet. Så vi på samme måde sætter ambitiøse mål for naturen, som er så konkrete, at det bliver til noget,” siger hun.

Danmark er repræsenteret ved EU under forhandlingerne. Men det er alligevel planen, at Lea Wermelin selv deltager ved de globale forhandlinger. Men de verserende regeringsforhandlinger gør, at hun ikke ved, om det reelt ender sådan. Men det er ifølge hende helt afgørende, at en dansk minister deltager ved topmødet.

”Hvis vi skal lykkes med en ambitiøs aftale, så kræver det ministerdeltagelse. Uden politisk lederskab tror jeg ikke, vi får den gamechanger, som den her aftale skal være,” siger hun.

Professor i biodiversitet ved Københavns Universitet Carsten Rahbek har fulgt de globale forhandlinger tæt.

Og han er også gået fra at være optimist til at være lidt bekymret for, om der kan leveres en ambitiøs aftale.

”Der er opstået mere tvivl om, hvorvidt verdens lande er villige til at forpligte hinanden. Der er kommet mere spænding om, hvorvidt man kan levere en ambitiøs aftale, og om den bliver juridisk bindende,” siger Carsten Rahbek.

Set fra hans stol er det fuldstændigt afgørende, at der nu kommer en god aftale, hvis man skal imødegå biodiversitetskrisen.

”Vi lever i en tid, hvor vi mennesker forårsager høj uddøen af arter på jorden og massive ødelæggelser af jordens økosystemer,” siger han og fortsætter:

”Og det kan vi ikke fortsætte med, hvis vi vil opretholde den levestandard, som vi er vandt til.”

Carsten Rahbek peger på, at det er naturen og intakte økosystemer, der er afgørende for menneskets velstand. Økosystemerne sikrer nemlig såkaldte økosystemtjenester, såsom både ren luft, stoffer til medicin og filtrering af forurening.

Og de er helt afgørende for fornødenheder såsom rent vand og en stor del af klodens fødevareproduktion – blandt andet på grund af planters behov for bestøvning.

”Eksempelvis er mængden af rent vand per menneske blevet halveret de seneste 40 år. Og det er ikke kun, fordi der kommer flere mennesker på jorden. Det skyldes også, at naturen ikke kan rense vandet lige så hurtigt og i de mængder, vi forurener det, som den kunne før. Og den udvikling kan ikke fortsætte,” siger han.

Fundamentale forandringer

Disse økosystemtjenester bliver af forskere vurderet til at udgøre i runde tal 50 procent af verdensøkonomien, fortæller Carsten Rahbek. Hvis artstilbagegangen bliver så massiv, at økosystemer helt bryder sammen, er skrækscenariet, at mere og mere af jorden bliver meget dyr – hvis ikke umulig – at dyrke, påpeger Carsten Rahbek. I så fald forudser han, at mennesker kommer til at migrere i stor stil.

”Størstedelen af de flygtningestrømme, som FN’s biodiversitetspanel forudser i fremtiden, er forårsaget af, at naturen er ødelagt, mens klimaforandringerne blot er en forstærkende faktor. Derfor bør man nærmere tale om naturflygtninge end om klimaflygtninge,” siger han.

At naturen er i krise, er egentlig ikke nogen ny erkendelse. I 2010 vedtog man den seneste store globale naturaftale, som mundede ud i de nuværende globale naturmål – Aichi-målene – hvis hovedmål var at bremse naturens tilbagegang senest i 2020. Det blev dog på ingen måde nået, og en FN-vurdering har også vist, at ikke et eneste af de i alt 20 konkrete mål blev nået i 2020.

Men til forskel fra dengang er det gået op for langt flere, hvor stor en krise naturen er i, påpeger Carsten Rahbek.

”Hvis vi går ti år tilbage, var det nærmest kun forskere, der beskæftigede os med det. Men nu er det gået op for både eksperter, politikere og erhvervslivet, at biodiversitetskrisen er et meget alvorligt problem,” siger han og fortsætter:

”I dag er det blandt forskere bredt anerkendt, at biodiversitetskrisen er mindst lige så alvorlig som klimakrisen. Måske er den faktisk mere alvorlig. Altså, klimakrisen vil give nogle kæmpestore skvulp. Men vi kan godt klare den. Med biodiversitetskrisen risikerer vi, at jordens økosystemer bryder sammen, så det påvirker vores velstand. Og det vil betyde fundamentale forandringer i hele grundlaget for vores liv som mennesker.”

21 mål

I de udkast til en ny naturaftale, som har været forhandlet gennem de seneste år, er der 21 målsætninger og 10 milepæle for naturen. Blandt de centrale er, at 30 procent af klodens land og vand skal være beskyttet natur i 2030, en 50-procents reduktion af problemerne med invasive arter, en halvering af tabet af næringsstoffer til naturen, samt en halvering af det globale fodaftryk på naturen.

Men forhandlingerne handler ikke kun om mål for naturen. Det handler mindst lige så meget om økonomi.

Om hvor mange penge, der skal kanaliseres fra de rige lande til de fattige lande. I udkastet fremgår det, at der skal sikres finansiering på mindst 200 milliarder dollars om året i 2030, som skal gå til naturindsatsen i udviklingslandene.

Og her kæmper landene i syd med at få de rige lande til at forpligte sig.

”Økonomien spiller helt enormt ind. Der er virkelig mange lande, som er bekymrede for at love store beløb. Men omvendt er det min fornemmelse, at virksomheder og investorer er på vej op i gear,” siger Bo Øksnebjerg.

Han er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, der har observatørstatus under forhandlingerne.

Han er alvorligt bekymret for, om de rige lande er klar til at love så mange penge, som de fattige lande kræver for at indgå en bindende aftale.

”Amerikanerne vil tilbyde teknologi men ikke penge. Og det er tæt på at være en dealbreaker,” siger Bo Øksnebjerg

Store lande i centrum

Han sætter store spørgsmålstegn ved, om flere af de afgørende store lande er klar til at indgå en god aftale. Bo Øksnebjerg peger blandt andet på, at Brasilien – som har noget af verdens vigtigste natur – har været meget mod villig indtil videre. Men her kan et regeringsskifte måske ændre på det.

”Brasilien har ikke bare været fodslæbende. De har proaktivt modarbejdet en ambitiøs aftale. Og det bliver virkelig spændende, om den nye præsident Lula lægger men mere positiv linje,” siger Bo Øksnebjerg.

Og så har værtslandet – Kina – tidligere meldt meget ambitiøst ud, men har på det seneste spillet en noget anonym rolle.

”Jeg håber, at Kina tropper op i Montreal med et eller andet stort ambitiøst mål. Men lige nu ved vi det faktisk ikke,” siger Bo Øksnebjerg.

Han beretter også om en aftaletekst, der får flere og flere hårde parenteser. Det vil sige passager, som man endnu ikke er blevet enige om.

”Nogle af de vigtigste prioriteter er ikke på plads. Ikke engang målet om 30 procent beskyttet natur,” siger han.

Er der risiko for, at der slet ikke kommer en aftale?

”Jeg vil sige det sådan, at jeg lige nu frygter, at der kommer en dårlig aftale uden klare mål, og hvor der ikke følger finansiering med,” siger han og fortsætter:

”For to år siden var jeg mere optimistisk. Men nu er verdensøkonomien et andet sted, og der er krig i Ukraine. Der kommer flere og flere dårlige undskyldninger for, hvorfor man ikke vil forpligte sig.”

Kritiserer dansk position

Ifølge Bo Øksnebjerg er problemet også, at de rige lande ikke selv viser vejen. At de ikke selv er klar til at levere 30 procent beskyttet natur hjemme. Her retter WWF-generalsekretæren blandt andet skytset mod Danmark.

”Du kan eksempelvis se den danske miljøminister sige, at det skal være hele EU, der skal levere 30 procent beskyttet natur. Og at det ikke skal gælde Danmark. Hvis alle tænker sådan, så når vi det ikke,” siger han og fortsætter:

”De lande i det globale syd – der stadigvæk har meget natur – undrer sig da over, at vi kommer og siger, at de skal beskytte en masse natur, uden at vi gør noget hjemme hos os selv. Vi bliver nødt til at vise, at vi også selv er klar til at gøre noget.”

Miljøminister Lea Wermelin mener dog, at der ude i verden er forståelse for, at ikke alle lande har samme forudsætninger for at beskytte 30 procent af landarealet.

”Vi har sagt i forbindelse med valgkampen, at vi skal have en biodiversitetslov. Og jeg lytter mig til, at det er der et flertal for i Folketinget. Men præcis hvad indholdet bliver, ved jeg ikke endnu,” siger hun.

Men ville det ikke være stærkere at tage til Canada med et budskab om, at vi i Danmark er klar til at levere 30 procent beskyttet natur?

”Selvfølgelig skal vi selv gøre noget for naturen. Og vi har også markant forhøjet vores udviklingsbistand, der går til naturformål. Så vi kommer til at levere på forskellige parametre,” siger Lea Wermelin og fortsætter:

”Men det er ikke ligegyldigt, hvor vi beskytter naturen henne. De 30 procent på globalt plan skal selvfølgelig være natur, der har en høj værdi.”

Topmødet løber ad stablen fra 7. til 19. december. Den 15. december kommer verdens politikere til Montreal i Canada for at lægge endelig arm om en ny global naturaftale.

hjalte@altinget.dk