Loft over priser og udlicitering

Af Ghita Parry,
Formand for Kost & Ernæringsforbundet

Dansk Folkeparti har spurgt velfærdsminister Karen Jespersen (V), hvad hun synes om et loft over det beløb, ældre skal betale for at få mad via den kommunale madservice. Og hvad hun synes om udlicitering af madservice.

Karen Jespersen har endnu ikke svaret.

Set fra min stol bør der være et loft over både betaling til madordningen og udliciteringen af samme ordning.

Det er svage ældre, der bruger de kommunale madordninger, fordi de af den ene eller den anden grund ikke selv kan lave mad. Måske er folkepensionen deres eneste indtægt, og så svømmer de ikke i penge. Derfor er det nødvendigt med et loft over egenbetalingen til den kommunale madordning.

De ældre skal lige akkurat betale så meget, at de har råd til at have et liv ved siden af som voksne, selvstændige personer. De skal have økonomisk råderum, så de har noget at byde på, når de får besøg af venner, børn og børnebørn. Det må være en menneskeret.

Udlicitering er næsten blevet et mantra i forbindelse med de kommunale madordninger.

Erfaring med kommunal udlicitering
Jeg har umiddelbart ikke noget imod udlicitering, som sandsynligvis er kommet for at blive. Til gengæld har jeg noget imod, at det er de kommunale køkkener, der skal stå for skud, hver gang Dansk Erhvervs medlemmer vil byde ind på kommunale opgaver.

Hvis der skal være en mening med at udlicitere, må det gælde hele det kommunale område og ikke kun køkkenområdet, hvor der allerede er høstet mange erfaringer med udlicitering.

Erfaringen viser, at de kommunale køkkener har styr på madordningerne. De har så meget styr på dem, at de udkonkurrerer de private spillere på markedet.

Sådan er det gået i Ikast-Brande Kommune, hvor det kommunale køkken vandt den kommunale madservice, der var i udbud. Det kommunale køkken var flere millioner kroner billigere end det private.

I Holbæk har der været et lignende tilfælde. Private aktører blev indbudt til at byde på mad til kommunens ældrecentre. En privat aktør trak sig uden at byde, fordi opgaven var for besværlig. Maden skulle være forskellig fra sted til sted. En anden aktør afgav et tilbud, der blev afvist, fordi det ikke levede op til betingelserne for udbuddet.

Det kommunale køkken endte igen med at være den leverandør, der kunne levere den vare,  der var brug for.

Socialministeriets "Undersøgelse af madservice" fra 2006 viser, at de kommunale køkkener kan producere ernæringsrigtig kost af høj kvalitet til konkurrencedygtige priser. Det vil sige, at de kommunale køkkener var effektiviserede, inden kommunalreformen kom forbi med endnu en trimning. 

Erfaringen viser altså, at de kommunale køkkener kan levere til de kommunale madordninger til konkurrencedygtige priser. Derfor tøver nogle kommuner også med at udlicitere, fordi det ikke umiddelbart kan betale sig.

Ingen tvang
Derfor vil det også være en katastrofe, hvis kommunerne bliver tvunget til at udlicitere madordningen - og alt andet kommunen skal tage sig af.

Det er dyrt at holde en udbudsrunde. Det er for eksempel dyrt i administration og konsulentbistand. Og det er ekstra dyrt, når det viser sig, at det ikke kan betale sig at udlicitere.

Derfor bør velfærdsministeren og regeringen glemme tanken om tvangsudlicitering, selv om vennerne i Dansk Erhverv vil have det.

Til gengæld bør ministeren og regeringen sætte et loft over, hvor meget de svage ældre skal betale for at få mad fra den kommunale madordning.

Her bør samfundet vise, hvem der har de bredeste skuldre, og lade dem bære den største byrde.

debat@altinget.dk