Insektforsker til ministeren: Sæt handling bag ordene

DEBAT: Hvis insektproduktion skal blive en milliardforretning for Danmark i løbet af det næste årti, så skal den nationale innovationssatsning ske nu. Det skriver Lars-Henrik Heckmann, insektspecialist og projektleder ved Teknologisk Institut, i en opfordring til fødevareministeren.

Af Lars-Henrik Lau Heckmann
Projektleder og insektspecialist ved Teknologisk Institut

I sidste indlæg blev der lagt op til om Danmark skal være ’first mover’ inden for nye forsknings- og forretningsområder med så åbenlyst potentiale som insekter til foder og fødevarer.

Den 29. august kom der så et indirekte svar på debatindlægget – ’skæbnen’ ville, at Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen kom til et insektarrangement i Hoven, Vestjylland.

Ministeren var positiv
Her smagte ministeren på forskellige retter og fødevareprodukter med insekter sammen med de ca. 70 andre deltagere samt hørte indlæg om mulighederne for insektproduktion fra bl.a. Teknologisk Institut og hollandske Proti-Farm, som er en af Europas førende melormeproducenter.

Efterfølgende udtalte ministeren d. 6. september til Foodculture.dk: ”… Jeg vil sende et klart signal til min styrelse om, at vi arbejder aktivt for at fjerne eventuelle hindringer for produktionen af insekter. Og så er jeg positivt indstillet over for insekter, hvilket jeg vil prioritere i midlerne til forskningsprogrammer…”.

Der lader således til at være politisk vilje for ”… at Danmark skal være med fremme i industrien, der kan tilbyde både insektprodukter og viden…”, som ministeren ligeledes udtalte i samme interview.

Sæt handling bag ordene
Men det er også på høje tid, at der bliver sat handling bag ordene.

I Europa er Holland frontløber med hensyn til udbredelsen af insektproduktion til foder og fødevarer og flere producenter er på vej fra et ’gård-niveau’ til mindre industriel produktion.

Det er dog ikke for sent for Danmark at være med i førerfeltet – og taget branchens ’unge alder’ i betragtning, er den danske vidensbase inden for relevante fagområder meget stærk i forhold til de fleste andre europæiske lande – og førende blandt de nordiske lande.

De toneangivne videninstitutioner, herunder Teknologisk Institut, Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Aarhus Universitet, har været involveret i området i flere år – og etablerede i 2015 et tvær-institutionelt konsortium (INFOOFEE), som bl.a. er i dialog med relevante danske myndigheder samt fungerer som platform for nationale og internationale samarbejder inden for feltet.

På nuværende tidspunkt udføres der en håndfuld større forsknings- og udviklingsprojekter i Danmark, som fremgår af konsortiets hjemmeside.

Men hvis vi vil være med i front og sikre, at insektproduktion og den relaterede værdikæde kan blive en milliardforretning for Danmark inden for de næste 10 år, så skal der ske en national innovationssatsning nu!

Forrige artikel Venstre: Landbrugspakken har styrket årets høst Venstre: Landbrugspakken har styrket årets høst Næste artikel Svineproducenter: Middelklassen har også ret til svinekød Svineproducenter: Middelklassen har også ret til svinekød