Grønne aktører: Naturen og klimaet må ikke blive endnu to af krigens ofre

Krigen i Ukraine bliver brugt som undskyldning for at stoppe grønne tiltag i EU. De kan skade fødevaresikkerheden, lyder argumentet. Men udvandet grøn lovgivning løser ikke problemet, skriver Greenpeace, Verdens Skove, Nyt Europa og Verdensnaturfonden.

Af Lone Loklindt, Kristine Clement, m.fl.
Se faktaboks

I februar blev Europa ramt af krig. Ruslands invasion af Ukraine kom som en overraskelse for de fleste. Ukrainske byer er lagt i ruiner og flere millioner af mennesker sendt på flugt, og den globale fødevaresikkerhed er bragt i fare med voldsomme konsekvenser langt ud over Ukraines grænser.

Når et land som Ukraine, der er en af verdens største producenter og eksportører af fødevarer som hvede og solsikkeolie, rammes af krig, kan det mærkes i hele verden. Også i EU hvor især debatten om fødevare- og energisikkerhed har fyldt meget.

Desværre bliver krigen brugt som undskyldning for at stoppe en række grønne tiltag med argumentet om, at det kan skade fødevareforsyningen til verdens fattige.

EU's braklægningsordning er sat på pause. EU's naturgenopretningslov er blevet udskudt på ubestemt tid. Og vi frygter, at den nye EU-lov, der skal stoppe import og handel med varer, der har medført afskovning, vil blive udvandet.

Vigtigere end nogensinde før

Løsningen på at sikre fødevarer til verdens fattige er ikke at stoppe de grønne lovforslag, der skal bremse afskovning og tab af biodiversitet. Tværtimod. Klimakrisen er den største trussel mod fødevaresikkerheden globalt, og verdens skove er et af vores vigtigste værn mod en klimakatastrofe.

En udvandet EU-lov mod afskovning er ikke løsningen på at begrænse konsekvenserne af krigen i Ukraine. Fødevaresikkerheden kan sikres ved at skære ned på kødforbruget, begrænse madspild og stoppe med at bruge råvarer som majs, korn og sukker til biobrændstoffer. Det er løsninger, der samtidig vil fjerne incitamenterne til afskovning.

Derfor skal EU fortsætte arbejdet med loven mod afskovning. Det er en lov, som Danmark heldigvis bakker op om skal være ambitiøs. Loven har et enormt potentiale, der kan være med til at sikre, at EU endelig tager ansvar for vores globale fodaftryk og er med til at stoppe afskovning globalt.

Krigens omkostninger er enorme. Den grønne omstilling og loven mod afskovning må ikke også blive krigens ofre. Hvis vi vil undgå en endnu større fødevarekrise i fremtiden, er vi nødt til at stoppe afskovningen nu. Derfor er EU's lov mod afskovning vigtigere end nogensinde før.

{{toplink}}

Forrige artikel Frie Grønne: Vi skal komme havmiljøet til undsætning nu Frie Grønne: Vi skal komme havmiljøet til undsætning nu Næste artikel Den Grønne Ungdomsbevægelse til regeringen: Slip danskerne fri fra den statsstøttede kødforvirring Den Grønne Ungdomsbevægelse til regeringen: Slip danskerne fri fra den statsstøttede kødforvirring