Global skatteaftale kan få vidtrækkende konsekvenser for danske andelsselskaber

Der ligger potentielt en økonomisk bombe under de største danske andelsselskaber, lyder det fra Landbrug & Fødevarer og Venstre, som frygter, at andelsselskaberne som led i en ny skatteaftale bliver dobbeltbeskattet. Kim Valentin fra Venstre mener ikke, at regeringen tager det seriøst nok.

BRUXELLES: De største danske andelsselskaber kan have udsigt til en skatteøkonomisk pine, når store europæiske selskaber fremover skal betale en ensartet selskabsskat.

Andelsselskaberne frygter nemlig at blive pålagt en dobbeltbeskatning, når EU skal implementere den globale OECD-skatteaftale, som blandt andet indeholder en minimumsselskabsskat.

OECD-aftalen tager ikke hensyn til den særlige danske andelsbevægelse, og dobbeltbeskatningen vil potentielt være en trussel mod de danske andelsselskabers eksistens, påpeger interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer.

"Beskatningsmodellen, som er og har været en af de væsentligste piller i fundamentet, har eksisteret i tæt på 100 år. Som nation risikerer Danmark at miste velstand på grund af færre arbejdspladser og lavere eksport," lyder det fra organisation i et høringssvar.

Selskaber som Arla, Danish Crown og DLG er blandt dem, der kan blive ramt af dobbeltbeskatningen.

Folketingsmedlem Kim Valentin fra Venstre har opfordret skatteminister Jeppe Bruus (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) til at tage hånd om problemstillingen.

Reaktionen fra ministrene har ifølge Kim Valentin været, at de er opmærksomme på problemet, men han mener, at det er "underligt, at regeringen ikke arbejder mere koncentreret på det".

"Jeg synes ikke, at ministrene tager det 100 procent seriøst. Der står decideret i OECD-aftalen, at dobbeltbeskatning ikke er meningen. Så når man kan bevise, at der vil finde dobbeltbeskatning sted – som vi kan med andelsselskaberne – så burde man jo sætte sig ned med de andre og få andelsselskaberne undtaget," siger han.

Tirsdag er EU's implementering af OECD-skatteaftalen på dagsordenen, når EU-landenes finansministre mødes i Luxembourg. Direktivet skal vedtages med enstemmighed. Ved en afstemning i Ministerrådet i marts stemte Sverige, Malta, Estland og Polen imod.

Kim Valentin opfordrer Nicolai Wammen til at tage bekymringen om de danske andelsselskaber med på ministerrådsmødet, men tiltroen til regeringen er ikke stor.

"Jeg er i tvivl om, hvor meget ministrene vil kæmpe for de danske andelsselskaber. Vi har brug for nogen, der går på barrikaderne for det her," siger V-politikeren.

Finansministeriet har ikke ønsket at svare Altinget på, om Nicolai Wammen bringer bekymringen om de danske andelsselskaber op på mødet.

V: Regeringen har ikke været på dupperne

Kim Valentin mener, at det i det hele taget er alt for sent i processen, at problemet med dobbeltbeskatning af andelsselskaber er blevet bragt op.

"Regeringen har måske ikke været helt oppe på dupperne fra start af, og derfor er det lidt tungt at komme her i sidste øjeblik og bede om noget. Men det er altså det, der skal til nu," siger Kim Valentin.

Skattepolitisk chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Maria Elkjær, mener også, at et opråb fra Danmark nu vil være "de sidste krampetrækninger". Hun fortæller, at Landbrug & Fødevarer forsøgte at gøre opmærksom på problemet under udarbejdelsen af OECD-aftalen, men at der dengang ikke var lydhørhed.

Nu foreslår hun, at man kan lave nogle ordlydsændringer i fortolkningen for at undgå dobbeltbeskatningen.

"Danmark bliver bundet af EU-direktivet. Derfor er det hamrende vigtigt, at vi får indarbejdet en eller anden form for fleksibilitet, fordi hele DNA'et i andelsselskaber er så meget anderledes end aktieselskabsformen," siger hun. {{toplink}}

L&F: Virksomheders overlevelsesevne kan påvirkes

Konsekvenserne for andelsselskaberne ved dobbeltbeskatningen vil være store, lyder det.

"Driver man en virksomhed, og forøges udgifterne, bliver det selvsagt både dyrere og sværere at drive virksomheden. I yderste konsekvens kan det påvirke overlevelsesevnen," siger Maria Elkjær.

Også Kim Valentin frygter vidtrækkende konsekvenser.

"I sidste ende betyder det måske, at hele tanken bag andelsselskaberne bliver vandet ud og måske i nogle tilfælde forsvinder. Det vil være ærgerligt, for andelsbevægelsen er god til at få ejerskabet ud på rigtig mange hænder i landbruget for eksempel," siger han.

"Det har fungeret i Danmark i over 100 år, så det er skidt, at en ellers god skatteaftale har den konsekvens."

Skatteministeren: "Udtryk for det bedst mulige kompromis"

Altinget har spurgt Skatteministeriet om ministerens holdning til problemets omfang, og hvad Danmark kan gøre for at undgå dobbeltbeskatningen. Skatteministeriet henviser til et svar, som skatteminister Jeppe Bruus 15. marts gav på et spørgsmål fra Venstres Louise Schack Elholm i Skatteudvalget.

I svaret bekræfter Jeppe Bruus, at OECD-reglerne også omfatter andelsselskaber, men at der findes særlige "skatteneutralitetsordninger".

"For danske andelsselskaber vil disse regler indebære, at den indkomst, der er omfattet af reglerne om top-up skat, vil kunne nedbringes," skriver han i folketingssvaret og nævner eksempler på indkomst, der kan trækkes fra.

Han skriver endvidere, at undtagelserne ikke nødvendigvis vil føre til en uændret beskatning af andelsselskaberne.

"Det er dog vurderingen, at reglerne med ovennævnte undtagelser er udtryk for det bedst mulige kompromis, herunder også henset til, at det overordnet har været en dansk prioritet i forhandlingerne, at den globale standard for minimumsbeskatning bliver så robust og effektiv som muligt," lyder det.

Forrige artikel Mai Villadsen er ny klimaordfører for Enhedslisten Mai Villadsen er ny klimaordfører for Enhedslisten Næste artikel Polen modsætter sig igen: Global skatteaftale bliver sparket til hjørne i EU Polen modsætter sig igen: Global skatteaftale bliver sparket til hjørne i EU