Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri: Det er muligt at få torsken tilbage på nytårsbordet

Det er godt, at både miljø- og fødevareministeren ønsker et fiskeri med større hensyn til havmiljøet. Men vi skal også have et langt mere skånsomt fiskeri, end vi har i dag, skriver Søren Jacobsen.

Forleden kunne man her i Altinget læse, at begge ministre, miljøminister Magnus Heunicke (S) og fødevareminister Jacob Jensen (V), ønsker et fiskeri, der tager større hensyn til havmiljøet.

Som formand for en forening, hvor vi kun fisker med de skånsomme redskaber, er jeg selvsagt helt enig – jeg er også enig med de to ministre i, at en del af løsningen er, at vi skal have nedbragt næringsstofferne omkring kysterne.

Men vi skal også have et langt mere skånsomt fiskeri, end vi har i dag. For som fiskere har vi også et ansvar for, at vi kan høste af havet. Både nu og til de fremtidige generationer. Alt andet er ganske enkelt også en dårlig forretning.

Skønsomt fiskeri er også økonomi

Fiskeri med skånsomme redskaber er ikke bare blot en fiskerimetode, hvor man kan høste af naturen og stadigvæk passe på den.

Man opnår også bedre priser for den fisk, der fanges, for det er fisk til en højere pris per kilogram. Derfor kan man lade flere fisk blive tilbage i havet, men fortsat have en fornuftig økonomi om bord.

{{toplink}}

Samtidig ved man, at de mindre fiskerier skaber flere arbejdspladser på land og er bedre fordelt på de mindre havnebyer rundt omkring i Danmark. Det er til gavn for de lokale indbyggere og for turismen.

Vi kan godt få torsken tilbage i havet og på spisebordene nytårsaften. Men det kræver, at vi ser på de havområder, hvor vi ved, at torsken trives.

Det gælder eksempelvis i havområder som Øresund, hvor jeg selv fisker. Her ser vi et unikt farvand, hvor torsken trives.

Spørger man forskere på begge sider af sundet, er de enige om, at grunden til det, er, at der kun bliver fisket med skånsomme redskaber som eksempelvis garn og kroge.

Der skal derfor sættes krav til Fiskeriministeriet og til Fiskeristyrelsen om, at de intentioner, man har politisk, også bliver ført ud i livet.

Det gælder for de nye tilskudsmidler. Men især, at de love og regler – ikke mindst kontrollerne – som gælder for dansk fiskeri, også bliver overholdt. Det er en mangelvare i dagens Danmark.

Hvis der ikke bliver rettet op på det, får vi aldrig livet tilbage i vores havmiljø og sikret de sunde fiskebestande.

{{toplink}}

Forrige artikel Dyrenes Beskyttelse: Landbrugslobbyen afsporer debatten om kortere dyretransporter Dyrenes Beskyttelse: Landbrugslobbyen afsporer debatten om kortere dyretransporter Næste artikel SF: Naturlov er en kæmpe sejr, men vi er slet ikke i mål endnu SF: Naturlov er en kæmpe sejr, men vi er slet ikke i mål endnu