Forbud mod fiksering af søer rykker nærmere

SØER: En plan for afskaffelse af fiksering af diegivende og farende søer skal ligge klar inden juli 2010.

Folketingets Fødevareudvalg opfordrer regeringen til at have en plan klar for, hvordan landbruget kan omlægges, så fiksering af søer med smågrise kan undgås. Planen skal ligge klar inden udgangen af juni 2010.

Det ligger nu fast, efter at Fødevareudvalget vedtog en såkaldt beretning, hvor det gøres klart, at et forbud af fiksering vil øge søernes velfærd. Samtidig understreger udvalget også, at forbuddet ikke kan indføres fra én dag til en anden.

Svineproduktion uden fiksering af søer er allerede en del af regeringens målsætning, og der er nedsat et ekspertudvalg, som i løbet af efteråret 2009 vil komme med forslag til, hvordan målsætningen kan nås.

Login