Forbrugerne vil have flere fødevaretilsyn

NYHED: Et stort flertal af de danske forbrugere efterlyser flere kontrolbesøg, før de tør stole på smileyerne i butikkerne.

Den berømte danske smiley-ordning i fødevarebutikkerne får nu kritik fra en ny kant: Et stort flertal af de danske forbrugere stoler ikke længere på mærkningen.

Det viser en undersøgelse, FDB Analyse har lavet blandt ca. 1600 danske forbrugere. Ikke mindre end 63,1 pct. af deltagerne mener således, at der er for langt mellem tilsynene, til at man kan regne med den smiley, der hænger på kontrolrapporten.

Forbrugerundersøgelser udført af både Fødevarestyrelsen og Forbrugerrådet har vist, at kendskabet til smiley-ordningen blandt forbrugerne er meget højt, og at sure smileyer kan have stor betydning for forbrugernes indkøbsvalg. Men tilliden til at f.eks. en glad smiley så også betyder, at der er rent i restauranten eller butikken, kan altså ligge på et meget lille sted.

Login