For let, Karen Hækkerup

DEBAT: Forbrugerministeren forsikrer, at han heller ikke vil acceptere børnereklamer for usund mad.

Af Lars Barfoed
Familie- og forbrugerminister (K)

Karen Hækkerup beskylder mig i en artikel her på siden for at være en tøsedreng, fordi jeg ikke vil lovgive for at hindre danske virksomheder i at markedsføre usund mad til børn og unge. Jeg synes, det er for letkøbt, Karen Hækkerup. I den fødevarepolitiske redegørelse, jeg netop har fremlagt, og som skal diskuteres i Folketinget på fredag, lægger jeg jo netop op til, at der skal sættes en stopper for reklamer for usunde fødevarer til børn.

Derfor vil jeg i løbet af 2007 holde møder med fødevareindustrien med henblik på at opnå frivillige aftaler med hensyn til ophør af markedsføring af usunde fødevarer over for børn.

Vi ved, at hvert femte danske barn er overvægtigt, og at børn ikke spiser nok frugt og grønt, men for meget sukker. Derfor er det uholdbart, at børn opfordres til at leve usundt igennem reklamer. Ikke mindst, fordi børn er lettere at påvirke gennem reklamer end voksne. Flere brancher er allerede godt på vej, og har udviklet principper for markedsføring til børn. Jeg forventer derfor, at vi vil se, at industrien er selvreguleret på dette område inden udgangen af 2007.

Skulle industrien imod forventning ikke vælge frivillighedens vej, vil regeringen arbejde for fælles EU-regler. Jeg bakker således fuldstændig op om det ultimatum, EU's forbrugerkommissær Markus Kyprianou har stillet industrien om at sætte en stopper for markedsføring af 'junk food' rettet mod børn og unge.

Samfundet har en stor opgave foran sig med at finde løsninger på den stigende overvægt - ikke mindst blandt børn og unge. Det kræver en bredspektret indsats og regeringen tager sin del af ansvaret. Men virksomhederne har også et ansvar for at stoppe reklamer for usund mad til børn, og jeg forventer, at vi i enighed kan finde en løsning på problemet, så vi ikke behøver at lovgive på området.

Forrige artikel Mere moms på fedtet Næste artikel Usundheds-skat vil ikke være effektiv