Fødevareforlig sikrer kvalitetsløft

DEBAT: Det netop indgåede fødevareforlig er en historisk mulighed for forbedring af kontrollen, mener forbrugerminister Carina Christensen (K).

Af Carina Christensen
Familie- og Forbrugerminister (K)

Torsdag i sidste uge kunne jeg sammen med ordførere fra syv af Folketingets partier præsentere et bredt forlig om, hvordan fødevarekontrollen skal se ud fremover. Jeg er enormt glad for, at vi netop fik et bredt funderet forlig. Det giver rigtigt gode chancer for, at vi nu kan lægge den turbulens, der har været i kølvandet på sagerne om gammelt kød og manglende kontrol, bag os og dermed koncentrere os om at rette fokus på det helt centrale mål: større fødevaresikkerhed for borgerne.

Forliget løfter Fødevarestyrelsens bevilling med i alt ca. 207,5 mio. kr. frem til 2010. Det er en særdeles ambitiøs plan, som skal sikre, at færre mennesker bliver syge af maden, og at færre bliver ført bag lyset af fødevare-fuskere.

Startskuddet til forliget lød sidste efterår, da en uafhængig ekspertgruppe bad ministeriet om at kulegrave fødevarekontrollen. I december lå der så en rapport på ministerens bord med en række forslag til forbedringer af kontrollen, styringen, brug af ressourcer mv.  Derefter gik en arbejdsgruppe i ministeriet i januar i gang med at udmønte dette i oplæg til politikerne. Efter en række forhandlinger og uddybende analyser, hvor der blev vist stor vilje fra alle sider til at finde en løsning, kunne vi så i torsdags indgå, hvad jeg er sikker på, er et både fagligt og politisk stærkt forlig. Forliget indeholder bl.a:

Risiko- og behovsorientering
Et mere risiko- og behovsorienteret tilsynskoncept betyder, at fokus fremover vil være på de virksomheder, som enten ikke vil eller ikke kan overholde reglerne. Til dem er der hyppigere tilsyn og skrappere sanktioner. Det bliver også normen, at der følges op over for virksomheder, som får indskærpelser med tilsyn, som skal betales af virksomhederne selv. Samtidig betyder det nye koncept imidlertid også, at der bliver færre tilsyn i de virksomheder, der godt kan overholde reglerne. Samlet set vil der blive udført ca. 19.300 flere tilsyn pr. år fremover.

Kvalitetsløft
Med aftalen sikres et kvalitetsløft i fødevarekontrollens arbejde. Der vil blive mere tid til kontrolbesøgene. Efteruddannelse og kompetenceudvikling for de tilsynsførende vil blive fordoblet. Det er også en del af aftalen, at der fremover skal ske en bedre vejledning af virksomhederne. Den tilsynsførende skal fremover vejlede bedre om reglernes indhold, deres baggrund og om mulige løsninger. Det er tanken, at en virksomhed før et tilsyn kan kontakte kontrolafdelingen med spørgsmål til lovgivning mv., f.eks. i forbindelse med ombygning eller produktionsomlægninger, så der bliver en bedre dialog om problemstillingerne.

Ny sanktion
Der indføres nu den mulighed, at en virksomhed kan få et påbud om skaffe sig rådgivning og uddannelse. Det vil være relevant ved gentagne overtrædelser. Er problemet f.eks., at egenkontrollen ikke bliver bedre, selv om det er blevet påtalt, så kan virksomheden få et pålæg om, at den skal købe sig til privat rådgivning om, hvordan den får forbedret sine procedurer. Man kan også få et pålæg om uddannelse i egenkontrol og hygiejne.

Smiley - mere synlig
Forbrugere bruger smileyen til at vælge virksomhed efter - dét ved vi fra flere undersøgelser. Og jo mere synlig og tilgængelig smileyerne er, jo større vil effekten være. Derfor kommer der en række justeringer af ordningen, som skal gøre kontrolrapporterne mere synlige end i dag.

Jeg er glad for det nye forlig på fødevarekontrolområdet og, som nævnt, meget glad for, at alle folketingets partier har været med til at arbejde for, at færre mennesker bliver syge af den mad, de spiser, og at flere virksomheder overholder reglerne. Det er min helt klare opfattelse, at forliget er en enestående og historisk god mulighed for at få et varigt løft af fødevarekontrollen i Danmark.

Forrige artikel Til politikerne: Lad diætisterne komme på banen Næste artikel Ingen kostændringer uden flere penge Ingen kostændringer uden flere penge