DF: Flere penge til fødevareforskning

DF's fødevareordfører, René Christensen, mener, at flere penge til fødevareforskning skal udvikle Danmarks succes på fødevareområdet.

Af René Christensen (DF)
Formand for Folketingets Fødevareudvalg

Der er ingen tvivl om, at der bliver kampe at kæmpe for dansk landbrug og dansk fødevareproduktion de kommende måneder.

Som formand for Folketingets Fødevareudvalg og Dansk Folkepartis ordfører for fødevarer, landbrug og fiskeri er det min ypperste opgave at arbejde for at øge landbrugets muligheder for at øge ikke blot omsætningen, men også antallet af danske arbejdspladser i landbruget.

I Dansk Folkeparti er vi overbeviste om, at dette kan lade sig gøre, samtidig med at vi tager hensyn til både miljøet, naturen og klimaet. Det handler om at ville turde landbruget.

Jeg blev da også grebet af glæde, da jeg i en artikel i Jyllands-Posten 23. august læste den nyslåede erhvervs- og økonomiminister Henrik Sass Larsen udtale, at ’landbruget skal have førsteprioritet’.

Dette løfte rakte dog ikke længere end til den nye finanslov, hvor jeg under §24 kunne læse mig til, at ministeren har afsat 64 millioner kroner FÆRRE til forskning og udvikling indenfor fødevareområdet. Ikke meget førsteprioritet af landbruget dér.

Danske fødevarer er godt brand
Vi befinder os i en unik situation i Danmark. Vi har nogle af verdens dygtigste kokke og en række restauranter, hvis køkkener er berømt som verdens bedste. 

Danmark har netop nu et fantastisk brand ude i verden for vores produktion af fødevarer, som har høj kvalitet og en sporbarhed som er i særklasse.

Det fortæller mig også, at ikke al den registrering, som sker på området, er ligegyldigt, som det i nogle kredse bliver udstillet som. 

Danmark er altså en fødevaremæssig succes, og den skal man bruge flere penge på at udvikle – ikke skære ned på.

Regeringen gik netop til valg på, at Danmark skulle ’investere sig ud af den økonomiske krise’.

Så er det da helt tosset ikke at fokusere på netop udvikling og forskning indenfor fødevareområdet. Vi skal gøre mere af det, vi er gode til!

Stop overimplementering
Det skal også understreges, at de primære erhvervsrammevilkår trænger til en revision, så den overimplementering, som har fundet sted kontinuerligt under skiftende regeringer, kan blive stoppet. Der skal ryddes op!

Eksempelvis er det ikke rimeligt, at en dansk økologisk frugtavler har svært ved at fastholde sin økologiske produktion, fordi der i Danmark er alt for stramme regler for økologiske frugtavlere.

Samtidig ser vi, hvordan æbler avlet i Sydeuropa efter andre rammevilkår kan komme til Danmark og sælges med det store, røde, danske økologiske Ø, som er et kvalitetsstempel, og som udviser samme dyrkningsmetode over for forbrugerne.

Det er blevet besluttet, at 60 procent af alle produkter i offentlige køkkener skal være økologiske.

Her ser vi desværre en øget import, hvilket ærgrer Dansk Folkeparti og mig voldsomt. Netop her var der en mulighed for at sætte gang i den økologiske proces.

Udredning af randzoner
Endelig håber DF også, at der på finansloven kan afsættes en pulje til udredning af nye virkemidler set i forhold til debatten om randzoner, som Dansk Folkeparti fra dag ét har opfattet som værende en midlertidig ordning.

Som formand for Fødevareudvalget ser jeg naturligvis også med forventning frem til, hvilken stil den nye landbrugsminister Karen Hækkerup (S) vil føre.

Jeg håber på et frugtbart samarbejde, så vi i udvalget, sammen med ministeren, kan arbejde for at skabe muligheder for dansk landbrug og danske fødevareprodukter.

Her er der ingen tvivl om, at rapporten fra Natur- og Landbrugskommissionen er et værktøj, som jeg ser mange muligheder i.

Det kan lade sig gøre at fremtidssikre dansk fødevareproduktion, hvis vi vil.

Forrige artikel LA: Mere fleksible regler for gødning LA: Mere fleksible regler for gødning Næste artikel R: Landbruget har selv nøglen til vækst R: Landbruget har selv nøglen til vækst