Brancheforeninger: Sæt gang i hjulene med lempet afgift og differentieret moms

DEBAT: Sæt gang i bestillingerne på de danske cafeer og restauranter ved at halvere øl-, vin- og spiritusafgifterne og give fuldt skatte- og momsfradrag for erhvervslivets køb af restaurationsydelser, skriver fire brancheforeninger.

Af Torben E. Hoffmann Rosenstock, Carsten Suhrke, Flemming Nør-Pedersen og Niels Hald
Se dokumentationsboks

De første gæster i lang tid har nu fået serveret et glas vin, en fadøl eller en god bid mad ude i byen.

Dermed kickstarter de økonomien på ikke kun caféer og restauranter, men også hos alle de mange små og store virksomheder, som leverer drikke- og fødevarer til branchen.

Såvel café- og restaurationsejerne som deres leverandører har glædet sig usigeligt til at genåbne, og som deres repræsentanter er vi meget tilfredse med, at det politisk er blevet besluttet at åbne med nogle sundhedsmæssige retningslinjer, som gør det muligt at drive forretning.

Behov for politiske initiativer
Restauratørerne er omstillingsparate og vant til at arbejde med den højeste hygiejnestandard.

Selvom branchen er hårdtarbejdende og god til at skabe resultater, er der parallelt brug for en række politiske initiativer i forbindelse med en vellykket genåbning og den fremadrettede økonomiske trivsel i branchen.

Derfor ønsker vi fire brancheforeninger, i tæt samarbejde med regeringen, at få sat gang i hjulene, så restauranter og caféer og deres leverandører på sigt kan blive uafhængige af kompensationspakker og sikre staten en god indtjening.

Det er altafgørende, at staten sammen med branchens aktører får trykket på de rigtige knapper, så vi kan se et forretningsperspektiv i det marked, vi nu skal manøvrere i.

Skatte- og momsfradag
Derfor foreslår vi, at erhvervslivets køb af restaurationsydelser giver fuldt skatte- og momsfradrag, og at momsen halveres på restaurations- og cateringydelser resten af 2020.

Derefter bør momsen holdes på et lavere niveau som i Norge og Sverige, der netop har sænket satserne til henholdsvis otte procent og 12 procent.

Samtidig foreslår vi en halvering af øl-, vin- og spiritusafgifterne.

Vi tror på, at vi ved at lempe afgifter og differentiere momsen kan gøre det mere rentabelt at drive forretning og derigennem få gang i hjulene.

Forrige artikel Pernille Weiss: Der er store muligheder i Crispr-teknologien Pernille Weiss: Der er store muligheder i Crispr-teknologien Næste artikel JA: Vi begrænser en moderne løsning som Crispr til multinationale firmaer JA: Vi begrænser en moderne løsning som Crispr til multinationale firmaer