Danmark eksporterer økologi for over en milliard

KORT NYT: Eksporten af økologiske produkter voksede i 2011 til over en milliard kroner. Øget eksport er en vigtig faktor, hvis flere landmænd skal omlægge til økologisk landbrug, vurderer Landbrug & Fødevarer.

Eksporten af økologiske produkter er vokset til over 1 milliard kroner i 2011. Eksporten endte helt præcis på 1.038 millioner kroner, viser tal fra Danmarks Statistik.

Landbrug & Fødevarer ser afsætningen uden for Danmark som en helt afgørende drivkraft i økologiens udvikling fremad:

"Økologien er vokset flot på eksportmarkederne de seneste år. Det viser, at der er en grobund for at nå målet om at fordoble det økologiske areal i år 2020," siger Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer, i en pressemeddelelse.

Landbrug & Fødevarer forventer desuden, at eksporten af økologiske varer i 2012 vokser med 10 procent, og dermed lander den på cirka 1,1 milliarder kroner. Det er dog væsentligt, at virksomhederne kan konkurrere og ikke pålægges nye afgifter, mener Kirsten Lund Jensen.

Login