Carl Aage Dahl direktør for IDA

JOBSKIFTE: Tidligere administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, Carl Aage Dahl, har fået nyt job. Han skal fremover være administrerende direktør for Ingeniørforeningen IDA.

Carl Aage Dahl mistede i maj i år sit job som administerende direktør for Landbrug & Fødevarer. Efter tre år på posten blev han udskiftet med forhenværende forsvarsminister Søren Gade (V).

Men nu har Carl Aage Dahl fået nyt job som administerende direktør for Ingeniørforeningen IDA.

Han ser frem til at udvikle IDA og tage fat på både udfordringer og muligheder, som ligger i ingeniørfagene:

"Danmark og hele verden står over for nogle markante udfordringer i de kommende årtier, både i forhold til klima, miljø, energi, transport, fødevarer og sundhed. Det er i høj grad ingeniørerne og de beslægtede erhverv, der skal finde løsningerne på mange af de globale udfordringer. Det vil give ingeniørfagene en helt anden central rolle i samfundsdebatten i de kommende år. Jeg glæder mig derfor meget til at være med til at videreudvikle IDA som det naturlige samlingspunkt for alle dem, der om nogen kommer til at gøre en forskel i skabelsen af løsninger til bæredygtig vækst," siger Carl Aage Dahl i en pressemeddelelse.

Stærk strategisk profil
IDAs formand, Frida Frost, ser også frem til samarbejdet:

"Carl bliver en stor gevinst for IDA. Han har bevist, at han er stærk til både den strategiske tænkning og til at implementere strategierne og lede de forandringer, der skal følge. Og dertil skal lægges en særdeles veludviklet sans for interessevaretagelse samt et rigtig godt netværk både i Danmark og på globalt plan," siger Frida Frost i en pressemeddelelse.

IDA vedtog sidste år en ny vision, som skal udvikle foreningen til en global og virtuel forening, der står til rådighed for medlemmerne uanset tid og sted. Samtidig ønsker IDA også at stå stærkere i den politiske debat om vækst og udvikling i Danmark. Frida Frost ser frem til, at Carl Aage Dahl kan bidrage til denne målsætning:

"Som led i vores vision vil vi samtidig placere IDA stærkere i den politiske debat om vækst og udvikling i det danske samfund, og om hvordan vi kan bruge nye teknologier til at løse samfundsmæssige udfordringer - både i Danmark og globalt. Jeg glæder mig meget til, at Carl sætter sig i spidsen for de forandringer, vi først lige har taget hul på," siger Frida Frost.

Carl Aage Dahl tiltræder sin nye stilling onsdag 3. oktober.

Forrige artikel EU afviser kontroversiel GMO-majs Næste artikel Dansk frygt for nye smørbjerge og vinsøer Dansk frygt for nye smørbjerge og vinsøer