AAU-forskere hjælper OL-værter med bæredygtig mad

KORT NYT: Nyt samarbejde giver danske fødevareforskere medansvar for, at maden bliver bæredygtig, når Brasilien arrangerer OL i 2016 og VM i fodbold i 2014.

Samarbejdet er et første skridt i kampen for at få store event-arrangører til at erkende signalværdien i den mad, der serveres.

"For hvorfor skal sportsbegivenheder nødvendigvis sovses ind kæmpeburgere og fadøl?" spørger fødevareprofessor Bent Egberg Mikkelsen fra Aalborg Universitet København i en pressemeddelelse.

Det første konkrete resultat af det nye samarbejde er brasiliansk deltagelse ved en international fødevarekonference i København i denne uge, hvor forskere, beslutningstagere og andre interesserede samles for at drøfte, hvordan mad i mega-skala kan gøres sundere, mere bæredygtig og mindre klimabelastende.
 
De brasilianske myndigheder og landets fødevareindustri satser på, at ambitionen om at anvende bæredygtige fødevarer ved de to store sportsbegivenheder kan være med til at gennemtvinge generelle og varige forandringer i fødevaresektoren og landbruget.

Login