Stop antibiotika-vanviddet

DEBAT: Antibiotikaforbruget skal ned. Forbruget er steget ekplosivt hos svineavlerne, og det har nu ført til resistente bakterier, der kan smitte fra menneske til menneske. Det mener fødevareordfører Kristen Touborg (SF).

Kristen Touborg, fødevarepolitisk ordfører for SF

Svineavlernes brug af antibiotika er steget eksplosivt i de senere år, ja, langt mere end antallet af svin!

De danske svineavler har skabt sig et kæmpe image problem, fordi de bliver ved at proppe deres svin med medicin.

Bakterier smitter mennesker
Nu er det ikke kun svineproducenter og andre med arbejde i landbruget, som risikerer at blive smittet med resistente bakterier. Ifølge forskere fra Syddansk Universitet har man nu observeret flere tilfælde af svinestafylokokker, der ikke kan bekæmpes med antibiotika, der har smittet fra menneske til menneske og skabt alvorlige infektioner.

Der er ikke noget at sige til, at forskerne er bekymrede. Et skrækscenarie er, at svineproducenternes ægtefæller, som både kan være skolelærere, sygeplejersker og hjemmehjælpere, kan overføre bakterierne til mere skrøbelige mennesker.

Også hos Sundhedsstyrelsen erkender man, at der er sket en stigning i antallet af smittede med svinestafylokokker.

Gult-kort ordning duer ikke
Et overforbrug af antibiotika er stærkt risikabelt, da det kan medføre risiko for, at flere bakterier bliver resistente over for medicin, og mennesker derfor kan risikere at blive smittet med bakterier, der ikke kan behandles med antibiotika.

Godt nok har fødevareministeren indført en Gult kort-ordning, som skal være med til at sikre en bedre overvågning af forbruget, så man kan skride ind overfor de besætninger, som har et unaturligt højt forbrug af antibiotika.

Men, der er lang vej igen, og vi skal altså se at få bedre styr på hele det antibiotika-cirkus, som finder sted ude i besætningerne.

Tilsyn med antibiotikaforbrug
Derfor vil SF foreslå fødevareminister, Henrik Høegh, at der som minimum bliver ført ordentligt tilsyn med alle, der ligger over det gennemsnitlige antibiotikaforbrug.

Jeg er godt klar over, at landmændene springer over, hvor gærdet er lavest, hvis de er trængt på økonomien, men jeg tror også godt, at de ved, at det ikke duer i længden, fordi det går ud over menneskehedens sundhed på sigt. Derfor er vi nødt til at få styr på det her!

Hvis fødevareministeren ikke vil indføre et tilsyn med alle, der ligger over gennemsnittet i brugen af antibiotika, så er SF parat til at fremsætte et beslutningsforslag, der vil tvinger regeringen til at gøre det.

SF har tidligere været ude efter fødevareministeren, da han foreslog, at hvis blot antibiotikaforbruget i landbruget ikke overstiger det dobbelte af landsgennemsnittet, og dødeligheden ikke overstiger 24 procent, så kunne det henregnes til kategorien "God Landmandspraksis". Det var simpelthen helt ude af proportioner og hører ikke hjemme i virkelighedens verden, men det afslører vel blot regeringens lave ambitionsniveau på dette område.

Forrige artikel Landbruget er (stadig) på støtten Næste artikel Landbrugsstøtten - et symbol på EU Landbrugsstøtten - et symbol på EU