Modernisering af kødkontrollen på vej

KØD: Der er unødvendigt at tjekke for sygdomme, som for længst er udryddet. Derfor bør kødkontrollen moderniseres, lyder nyt forslag.

Kødkontrollen i dagens Danmark bunder i 100 år gamle farer. Det gælder sygdommene kvægtuberkulose og brucellose, som for længst er udryddet. På baggrund af en ny risikovurdering foreslår en række eksperter fra myndighederne, Københavns Universitet og kødbranchen derfor nu at modernisere kontrollen.

Danish Meat Association skriver:

"Kødkontrollen bør naturligvis koncentrere sig om de risici, der er til stede i dag. Det er der nu åbnet mulighed for i EU-lovgivningen, under forudsætning af at der bl.a. gennemføres en risikovurdering." 

I dag er det i stedet salmonella og campylobacter, som fylder i sygdomsstatistikkerne. Og ved at droppe kontrollen af de udryddede sygdomme, mindsker man samtidig muligheden for spredning af bakterier som salmonella og yersinia.

"Der er indsamlet og undersøgt prøver af kæbelymfeknuder og hjerter med forandringer fra en række svineslagterier i forbindelse med risikovurderingen. På baggrund heraf konkluderer eksperterne, at der ikke er risiko for ringere fødevaresikkerhed ved at undlade at gennemskære kæbelymfeknuder og åbne hjerter ved kødkontrollen. Snarere tværtimod, da man faktisk mindsker muligheden for spredning af bakterier som salmonella og yersinia ved at lade være at skære disse steder," skriver Danish Meat Association.

Risikovurderingen er nu sendt til høring hos de amerikanske fødevaremyndigheder. En sådan accept er nødvendig for, at ændringer af kontrollen kan blive accepteret på eksportmarkederne udenfor EU.

Login