Næringsdrivende skal have erhvervskørekort

Det skal være slut med fordærvede fødevarer og skattefusk i landets kiosker og restauranter, mener et flertal uden om VK-regeringen. Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har nemlig fået opbakning til deres forslag om et udvidet næringsbrev fra SF, Enhedslisten og Kristeligt Folkeparti.


I dag kan man sjuske med hygiejnen og fuske med momsregler uden, at det har reelle konsekvenser. Der uddeles bøder, men de er så små, at det nærmest betaler sig at snyde. Og skulle det gå så vidt, at man får lukket sin butik, kan man bare uden videre åbne en ny henne om hjørnet. Det skal være slut.

Derfor foreslår Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti med støtte fra SF, Enhedslisten og Kristeligt Folkeparti, at man indfører et udvidet næringsbrev - et slags kørekort, som skal sikre, at erhvervsdrivende kender og overholder de regler, der gælder for at drive forretning inden for fødevareområdet. Kortet omfatter alle de regler, der skal overholdes for at drive fødevareforretning på forsvarlig vis - eksempelvis hygiejneregler, momsregler, arbejdsmiljøregler, regler om mærkning og så videre. Kortet skal være en forudsætning for at drive fødevareforretning.

Login