Nu skal vores landdistrikter på rette spor

DEBAT: Landdistrikterne behøver hjælp, hvis ikke de skal dø helt ud. Men udviklingen skal komme nedefra og lokalt, skriver fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Af Eva Kjer Hansen (V),
fødevareminister

Hvordan mon Danmark ser ud om 15 år?

Er udkantsområder fyldt med ubeboede spøgelseshuse? Skal alle Nordjyllands børn til Aalborg for at finde en folkeskole? Tager alle sommerhusfolk bilen til det nærmeste storcenter søndag morgen for at hente morgenbrød?

Når jeg ser på udviklingen i vores landdistrikter gennem de sidste 50 år, kan jeg godt blive i tvivl om svarene. De danske landsbyer kæmper en sej kamp for at tiltrække borgere og virksomheder, der kan skabe dynamik, udvikling og attraktive levevilkår.

Det vil regeringen gerne hjælpe med - derfor vil vi sammen med EU udvikle vores landdistrikter og har frem til 2013 afsat 6,2 milliarder kroner til dette. Det er danmarkshistoriens største satsning på landdistrikter. Det gør vi, fordi vi ønsker en udvikling af Danmark, hvor ingen områder bliver glemt eller hægtet af. Vi skal af med de gamle spøgelseshuse og have liv og udvikling i stedet.

Udvikling skal komme nedefra
Hvis satsningen skal blive en succes, er det helt afgørende, at vi skaber en bæredygtig udvikling i vores yderområder. Vores landdistrikter må ikke bare blive afhængige af subsidier fra Europas pengetank. Subsidierne skaber ikke en bæredygtig udvikling i sig selv og er svære at afskaffe. Men støtte kan hjælpe de bedste projekter i gang på småøerne, ved vestkysten og i de øvrige udkantområder i Danmark, som ikke får del i den vækst og fremgang, som kommer resten af Danmark til gode.

Landdistrikterne skal have en hjælpende hånd, så de kan vende den nedadgående spiral. Men det skal være hjælp til selvhjælp. Udvikling skal komme nedefra, for ingen ved bedre end landsbyens indbyggere, hvor skoen trykker. Vi skal støtte levedygtige projekter, som kan gøre landdistrikterne selvbærende.
Fødevareministeriet har over 50 lokale aktionsgrupper, som kan få støtte under landdistriktsprogrammet.

Aktionsgrupperne er sammenslutninger af lokale ildsjæle, som nu får mulighed for at støtte aktiviteter, der vil være med til at udvikle deres lokalområde. Aktionsgrupperne er demokratiske foreninger, som har lagt udviklingsstrategier for deres område. Nu skal strategierne føres ud i livet.

Stor satsning på mange fronter
En række puljer under landdistriktsprogrammet er nu åbnet for, at private, foreninger, organisationer, sammenslutninger og virksomheder kan søge penge til projekter, der kan udvikle vores yderområder. I alt er der faktisk over 600 millioner kroner til rådighed for til en bred indsats for landdistrikterne, og en væsentlig del af indsatsen vil blive iværksat gennem de lokale aktionsgrupper.

Pengene skal sparke gang i alt fra økologi og mikrovirksomheder til udvikling af kvalitetsfødevarer, kulturliv og børne- og ungdomsaktivtiteter i landdistrikterne. Vi må spille på mange strenge, hvis vi skal bidrage til at udvikle landdistrikter, der er attraktive at leve i og leve af.

Forrige artikel Vejen til bæredygtige fisk Vejen til bæredygtige fisk Næste artikel Europæiske læger er imod GDA-mærkning af fødevarer