Det sker i EU: Ukraine åbner forhandling, mens Europas ledere fordeler topjob

Europa-Parlamentets grupper fortsætter med at konstituere sig i denne uge, hvor medlemslandenes stats- og regeringsledere også samles igen i Bruxelles for at enes om, hvilke chefer der skal lede EU de næste fem år.

Lars Løkke Rasmussen (M) og de andre europæiske udenrigsministre rejser til Luxembourg for at diskutere en række vigtige udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner. Som oftest er Ruslands krig mod Ukraine øverst på dagsordenen, der denne gang omfatter videomøde med den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, og forberedelse af en aftale om EU’s sikkerhedsgarantier til Ukraine. Andre emner er blandt andet krisen i Mellemøsten, den forværrede politiske situation i Georgien, samt en frokost med udenrigsministre fra lande på Vestbalkan.

Samme dag er EU-landenes landbrugs- og fiskeriministre også i Luxembourg, hvor de blandt andet skal diskutere en langsigtet strategi for styrkelse af europæisk landbrug. Der vil også være en offentlig debat blandt ministre om prioriteterne for den europæiske fiskeripolitik for 2025, herunder udfordringerne fra klimaforandringer og miljømæssige problemer.

Udenrigs- og europaministre fra de 27 medlemslande fortsætter deres møder i Luxembourg, hvor det denne dag primært handler om at forberede stats- og regeringsledernes EU-topmøde senere på ugen. Ministrene vil forberede de topmøde-emner, som ikke handler om den store kabale af topposter, der kun kan afklares på øverste niveau senere. De andre emner til forberedelse er Ukraine, forsvar, konkurrencedygtighed og Mellemøsten.

Login