Det sker i EU: Alvorsord med kommissærer og ministre, mikroplastik og ny udenrigspolitik

Udenrigsministeren løfter sløret for udenrigspolitisk strategi, kulturministeren vil løfte pegefingeren i Bruxelles og miljøministeren skal forsvare sin EU-politik i denne uge.

Ugen starter med indtil flere ministertræf. Eurolandenes finansministre åbner døren til deres klub for landene uden for den fælles mønt til dele af deres månedlige møde. Her er bankunionen, kapitalmarkedsunion og digitale valutaer på programmet. Fungerende økonomiminister Stephanie Lose (V) deltager.

De europæiske ministre med ansvar for sport og ungdom ser blandt andet på, hvordan unge kan blive inkluderet bedre i EU’s beslutningsprocesser. De skal også se på, hvordan landene er repræsenteret i Det Internationale Antidopingagentur og tale med den ukrainske minister for sport om menneskerettighedernes rolle ved store sportsbegivenheder.

Kulturminister Jacob Engel-Schmidt (M) mødes samme dag med indre markedskommissær Thierry Breton. Her vil han tale et alvorsord med kommissæren om det såkaldte gensidighedsprincip for betaling for musik spillet i radioen. Her har kutymen været, at der kun blev betalt ophavsretsmidler til lande, som også betaler, når de spiller danske kunstnere. Det har EU-Domstolen dog hældt ned ad brættet, hvilket EU-Kommissionen nu er ved at indrette reglerne efter til stor utilfredshed i en række lande.

Login