Redaktør om store bededag-plan: Hvis regeringen håbede på en mindre anspændt situation, må den være skuffet

Da den nye regering blev præsenteret midt i december, tog fagbevægelsen godt imod den. Siden da er det kun gået ned af bakke. Det handler stort set udelukkende om afskaffelsen af store bededag, vurderer arbejdsmarkedsredaktør.  

Regeringens lovforslag om at afskaffe store bededag som helligdag har ikke fået vreden til at lægge sig i fagbevægelsen.  

Tværtimod.  

Men den store modstand vil ikke blokere for, at regeringen gennemfører sit forslag. 

Sådan lyder vurdering fra Altingets arbejdsmarkedsredaktør, Jakob Krarup Bjerregaard, efter at SVM-regeringen torsdag fremlagde, hvordan den konkret vil sløjfe store bededag.   

Hvad vil regeringens lovforslag betyde for de igangværende overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked? Og hvor farlig er den store modstand for regeringen?  

Det svarer Jakob Krarup Bjerregaard på her.  

Hvad er det vigtigste at fremhæve, efter at lovforslaget er blevet præsenteret?  

"Lovforslaget ser ikke ud til at få kritikken fra fagbevægelsen til at forstumme. Både Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og de enkelte fagforbund er fortsat stærkt utilfredse, selvom der i lovforslaget er lagt op til, at lønmodtagerne langt hen ad vejen bliver kompenseret for, at de skal arbejde mere."  

"Hvis man havde håbet, at lovforslaget havde gjort situationen mindre anspændt, må man nok være skuffet i dag." 

Hvad vil det betyde for overenskomstforhandlingerne?   

"Lovforslaget fra regeringen har nu skabt klarhed over, hvordan regeringen har tænkt sig, at lønmodtagerne skal kompenseres for den ekstra arbejdsdag. Det kan meget vel betyde, at fagbevægelsens topforhandlere vil skrue op for de krav, de stiller ved forhandlingerne. Indtil nu har topforhandlerne afvist at tage stilling til store bededag ved forhandlingsbordet."

Hvorfor bliver fagbevægelsen ved med at kritisere regeringens forslag for, at det er et angreb på den danske model?  

"Det kan man se helt konkret, når man læser ned gennem selve lovforslaget. Kort fortalt står der, at loven overtrumfer det, man ellers har aftalt i de kollektive overenskomster. Og når man taler om den danske model, betyder det blandt andet, at det er arbejdsgivere og lønmodtagere, der aftaler løn og arbejdsvilkår – og altså ikke politikerne."

{{toplink}}

"Med det nye lovforslag er det politikerne, der bestemmer over en del af de løn- og arbejdsvilkår, der ellers var aftalt mellem arbejdsmarkedets parter. På den måde kan man godt se det som et angreb på den danske model. "

Vurderer du, at den her voldsomme modstand kan blokere for, at store bededag bliver afskaffet?  

"Nej, ikke umiddelbart. Det lader til, at SVM-regeringen har tænkt sig at føre forslaget igennem, selv hvis der ikke er andre af Folketingets partier, der stemmer for. Og de tre partier har jo flertal."

"Det bliver til gengæld interessant at følge, hvor stor den folkelige modstand mod lovforslaget vil vise sig at være i de kommende måneder."

Der har været meget debat om, hvorvidt forslaget har de effekter på arbejdsudbuddet, som regeringen siger. Er vi med forslaget blevet klogere på, om det vil få folk til at arbejde mere?  

"Nej, ikke umiddelbart. Det lader til, at økonomerne ser forskelligt på spørgsmålet om, hvordan det vil påvirke arbejdsudbuddet at afskaffe en helligdag, og det ændrer selve lovforslaget næppe på. "

Hvor farlig er den her kritik for regeringen?  

"Jeg er spændt på at se, om og i givet fald hvordan fagbevægelsen har tænkt sig at svare igen. "

"Da den nye regering blev præsenteret midt i december, tog fagbevægelsen ganske positivt imod størstedelen af indholdet i regeringsgrundlaget. FH kaldte det ”et godt kompromis for lønmodtagerne”. Siden da er det kun gået ned ad bakke for forholdet mellem regeringen og fagbevægelsen. Det handler, så vidt jeg kan vurdere, stort set udelukkende om afskaffelsen af store bededag som helligdag."

{{toplink}}

Forrige artikel Nu vil folkekirken lave en national klimaindsats: Nu vil folkekirken lave en national klimaindsats: "Tiden er rigtig. For fem eller ti år siden var diskussionen blevet skinger og polariseret" Næste artikel Kirkeministeriet opretter styrelse for landdistrikter Kirkeministeriet opretter styrelse for landdistrikter