Præsteformand om dårligt arbejdsmiljø i folkekirken: Vi har allerede arbejdstøjet på

Så landede den spritnye undersøgelse af arbejdsmiljøet i folkekirken. Den er landsdækkende, dækker alle medarbejdergrupper og har en høj svarprocent.

Cirka 7.500 folkekirkeligt ansatte har brugt tid på at svare grundigt og udførligt på de spørgsmål, der skal afdække landets mest decentrale og måske mest komplekse arbejdsplads, fordelt på cirka 2.340 kirkebygninger, diverse uddannelsesinstitutioner, syge- og arresthuse med videre.

{{toplink}}

Folkekirken er en arbejdsplads med overenskomster, arbejdstidsregler og rammer som alle andre arbejdspladser, og på samme tid er en helt særlig arbejdsplads, hvor det er forkyndelsen, der er varen. Det gør det svært at måle folkekirken med helt almindelige forvaltningsmæssige måleenheder.

Særligt for præster gælder det, at der er følelsesmæssige belastninger knyttet til arbejdet. For embedet bærer i sig kravet om, at den enkelte præst er tilgængelig, nærværende, relevant, fagligt velfunderet og i stand til at administrere både selvledelse og ledelsesopgaven som født menighedsrådsmedlem.

Det er krævende. Man er som præst synlig og genstand for vurdering i snart sagt alt, hvad man gør. Præstationssamfundet er ikke gået ubemærket hen over folkekirken.

Det handler om kultur ikke struktur

Den enkelte præst stiller store krav til sig selv, og det samme gør det lokalsamfund, som i generationer har været vant til at tale om "vores præst". Det er givende og privilegeret at være præst. Det er også hårdt og belastende til tider. Og derfor er det helt uacceptabelt, når præster oplever mobning, krænkende bemærkninger og chikane.

Men det nytter ikke at smide hele folkekirkens struktur under bussen.

Det er kulturen og ikke strukturen, der er problemet, når forrået tone bliver dagens orden. Derfor bliver det lidt trist at læse forvaltningsekspert Kurt Klaudi Klausens automat-reaktion efter den nye undersøgelses offentliggørelse. Det arrogante citat lyder: "….folkekirken har stået stille i 100 år".  

Nej. Folkekirken bevæger sig hele tiden, og vi har gode redskaber at øse af. Vi har fået RÅD (arbejdsmiljørådet på folkekirkens område), APV (arbejdspladsvurderinger), MUS (medarbejderudviklingssamtaler), GRUS (gruppeudviklingssamtaler), APPA (arbejdsgruppen for præsters psykiske arbejdsmiljø), FUV (folkekirkens uddannelses- og videncenter), FAR (folkekirkens arbejdsmiljørådgivning), adgang til supervision og andre gode tiltag, der skal dæmme op for dårligt psykisk arbejdsmiljø i folkekirken.

Dertil kommer, at der netop er landet en præcisering af, at der med menighedsrådsloven kan foretages et aktivt tilsyn (af provster og biskopper) til at tilrettevise eller bortvise et menighedsrådsmedlem, som ikke forstår, hvordan menighedsrådslov og almindelig omgang med ansatte og regler skal forstås.

Flertal anbefaler folkekirken som arbejdsplads

Arbejdsmiljøundersøgelsen viser da også, at et overvældende stort flertal af medarbejderne oplever mening og arbejdsglæde i folkekirken og er klar til at anbefale den som arbejdsplads til andre.

Men for at komme mobning, krænkende adfærd og chikane til livs, må fokus på professionel ledelse og professionel tilgang til arbejdet i menighedsråd have absolut forrang blandt de anbefalinger, rapporten bag undersøgelsen fremkommer med. Der skal være et skarpt fokus på, at der er regler, der skal følges.

{{toplink}}

Både nedskrevne og uskrevne regler, som handler om almindelig venlighed, gensidig respekt for hinandens faglighed og roller, og selvfølgelig skal der være en klar ledelse, som har ansvaret for at tilse, at både venlighed, respekt og almindelig ansvarlig omgang med andre mennesker er dagens orden. Også hvis det kræver øget uddannelsesindsats af både menighedsråd og medarbejdere.

Der er, i befolkningen, en forventning om, at folkekirken er en forstad til Paradis, hvor folk er i stand til at opføre sig anstændigt og ordentligt over for hinanden. Fordi det altid er budskabet og forkyndelsen, som har forrang for person og private præferencer.

 Nok skal folkekirken kunne diskutere med sig selv og rumme forskellige tilgange til teologi, liturgi og tilrettelæggelse af arbejdet.

Men i sidste ende driver vi kirke med et stærkt fokus på målet og bolden, ikke på manden eller kvinden, der som medarbejder skal behandles med respekt og i en tone, der ikke skal kunne læses som et knæfald for forråelsen på de sociale medier og andre steder, hvor der desværre ikke lægges bånd på udgydelserne.

Nu er der – igen – kommet klare anbefalinger til, hvordan folkekirken skal løse problemerne med mobning og dårligt arbejdsmiljø. Præsteforeningen hilser velkomment, at såvel biskopper som provster, Landsforening af Menighedsråd og kirkeministeren nu kaster alle kræfter ind på forbedringer.

Og i Præsteforeningen behøver vi ikke at trække i arbejdstøjet – det har vi haft på meget længe.

{{toplink}}

debat@altinget.dk