Nadeen Aiche: Er det dansk at vende det blinde øje til, når uskyldige likvideres?

Alles øjne og ører har de seneste mange døgn været rettet mod Palæstina. Sociale medier overflyder med billeder og videoer, der rapporterer om krigen.

På én uge er over en million palæstinensere blevet fordrevet fra deres hjem, over 3.000 mennesker er blevet dræbt, og over 10.000 mennesker er blevet kvæstet. For ikke også at tale om de skræmmende tab af civile israelere. 

Det er tal, det taler sit eget sprog. 

De forfærdelige begivenheder i Palæstina er ikke til at overse. De får svedet til at løbe koldt ned ad ryggen, hjertet til at galopere og tårerne til at trille. Alligevel har det ikke været nok til at få den danske regering til reelt at udtrykke solidaritet med den palæstinensiske frihedskamp. 

I stedet har den politiske elite gennem den seneste uges tid fremlagt massevis af historieløse argumenter, når Danmarks ensidige støtte til Israel skulle legitimeres. Eksempelvis når Mette Frederiksen kritiserer en TV 2-journalist for at spørge ind til statsministerens solidaritet med dræbte civile palæstinensere, eller når Socialdemokratiets udenrigsordfører, Jesper Petersen, kalder krigen et ”enormt tilbageslag for forsøgene på at få skabt en afspænding og en fred og en situation, hvor man kan leve med hinanden”.

{{toplink}}

For mig at se er ét af de mest skræmmende argumenter dog, at ideen om, at der eksisterer en diskrepans mellem palæstinensisk frigørelse og vestligt tab. Som om, at vestlige værdier repræsenteres gennem israelsk praksis, og som om retten til liv og land står i modsætningen til demokratiske værdier. 

Palæstinensere blev fordrevet allerede tilbage i 1948, da etableringen af et ‘Israel’ for første gang fandt sted. Har man fulgt bare lidt med i historietimen må både Nakbaen og Intifaderne være præsente på nethinden. Og hvis man de seneste år bare har haft lidt internationalt udsyn, så må de ulovlige bosættelser, de ulige vilkår og den konstante dehumanisering af det palæstinensiske folk ringe en klokke. 

Alt dette er historiske begivenheder, den danske regering ikke fordømmer, når de fremlægger en ensidig støtte til Israel. For herved udtrykkes det, at Danmark støtter en stat, hvis eksistensgrundlag er baseret på kolonialisme, ulovlig bosættelse og altoverskyggende fordrivelse.

Politiske metoder, styreformer og værdier, der ligger så langt fra det formodede vestlige værdigrundlag, at enhver sammenligning fremstår som en komplet falliterklæring. 

Alligevel fremlægges diskrepansen mellem palæstinensisk frihed og vestligt tab som en objektiv sandhed isoleret fra politisk stillingtagen.

Som om Danmarks støtte til Israel er urokkelig og ukritisk. Den er blevet så afpolitiseret, at selv den danske monark deltager i mindehøjtideligheder for de israelske ofre, mens hun endnu ikke har udtalt sig om de palæstinensiske ofre. Jeg væmmes ved, at det så let og konsekvensfrit er lykkes. 

Den nuværende krig i Palæstina er ikke ny. Den opstod ikke den 7. oktober, og den slutter ikke indenfor den nærmeste fremtid. Det tør jeg (desværre) garantere.

Det er en krig, der relaterer sig til historiske begivenheder, religiøse stridigheder, kulturelle sammenstød og retlige overskridelser.

{{toplink}}

Det er en krig, der er stærkt politiseret, og derfor er ethvert forsøg på afpolitisering en komplet underminering. Ikke blot af krigens substans, men også af os selv som frihedsforkæmpere i et liberalt demokrati.

Derfor spørger jeg:

Er det vestligt at tillade kollektiv afstraffelse af hele befolkningsgrupper under krig?

Er det vestligt at tvangsfordrive millioner af mennesker fra hus og hjem?

Er det vestligt at vende det blinde øje til, når uskyldige likvideres?

Er det vestligt at støtte højreekstremistiske regeringer, hvis homofobi er lige så altoverskyggende som deres sexisme og racisme?

Er det vestligt at negligere ulovlige bosættelser?

Er det vestligt at ignorere krigsforbrydelser?  

Hvis svaret er ja. Hvis det virkelig er vestligt, så har Vesten erstattet al dets frie og retfærdige tænkning med hyklerisk morale.

Derfor håber jeg inderligt, at de danske politikere vil svare nej.

For kun gennem en kompromisløs afstandtagen til årtiers undertrykkelse af palæstinensere anerkendes det, at den ukritiske støtte til Israel ikke bare er forfejlet – den er direkte imod Danmarks kerneværdier som liberalt demokrati.