Mona Juul siger blankt nej til en regering over midten, hvis Mette Frederiksen er med: "Jeg vil løbe væk rimelig hurtigt"

Mona Juul vil have Konservative tilbage i ministerkontorerne, så hun kan "fikse" danskernes problemer. Men SVM-regeringens kvaler har vist, at en regering skal have "en retning," og derfor afviser hun, at Konservative kommer til at gå med i en regering over midten med Socialdemokratiet efter næste valg.

Mona Juul er helt med på, at magten i dansk politik ligger i de regeringskontorer, som hendes parti ikke har befundet sig i, siden VLAK–regeringen gik op i røg efter valgnederlaget i 2019.

"Det er i regeringskontorerne, vi kan føre konservativ politik, så det batter noget," lød det fra den konservative leder, da hun lørdag holdt tale ved partiets landsråd i Herning.

Trods det krystalklare ønske om igen at sparke døren ind til magtens centrum, afviser hun alle tanker om at deltage i en ny regering over midten, hvis den også tæller Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen.

"Jeg kan ikke rigtig se for mig, at vi skal i en regering med Mette Frederiksen. Vi er et blåt parti, og vi vil have en blå regering. Det er der ikke noget overraskende i," siger Mona Juul, da interviewet med Altingets udsendte reportere lakker mod vejs ende.

Hendes nye særlige rådgiver har en stram tidsplan, og den er allerede skredet. Han sidder i en sofa og følger med.

Men han skal "bare slappe af," griner Mona Juul, der har smidt habitjakken på stolen.

Så hvis der er et rødt flertal i Folketinget efter næste valg, men Mette Frederiksen alligevel vil afsøge, om hun kan lave en ny midterregering, så vil Konservative sige blankt nej til muligheden?

"Sidste gang gik vi ind i rummet. Men vi gik ud af rummet rimelig hurtigt igen," siger Mona Juul.

I 2022 var Konservative og den daværende partiformand Søren Pape Poulsen med i de indledende regeringsforhandlinger på Marienborg.

Men modsat Jakob Ellemann–Jensen og Venstre, der ligesom Konservative havde afsvoret, at man ville gøre den socialdemokratiske formand til statsminister, lod Pape sig ikke friste af Mette Frederiksens tilbud.

Du vil gøre det samme som Søren Pape Poulsen, hvis Konservative igen får tilbuddet fra Mette Frederiksen om at danne en regering hen over midten?

"Det vil jeg tro. Jeg tror, jeg vil løbe væk rimelig hurtigt."

Men du vil møde op til forhandlingerne?

"Vi kommer altid, når vi bliver inviteret. Men nogle gange går vi ret hurtigt igen. Sådan er det jo," siger Mona Juul.{{toplink}}

Det går efter planen

Landsrådet i Herning er Mona Juuls første ordinære som formand for Konservative. Ved det ekstraordinære møde i april blev hun valgt som politisk leder efter Søren Pape Poulsens død i marts.

Ved den lejlighed handlede det mest af alt om at sige farvel og tak for alt til den afdøde frontfigur.

I år handler det om at sætte en ny retning for partiet, der endnu ikke har formået at lukrere på vælgerflugten fra Venstre og rykke sig fremad i meningsmålingerne efter det pauvre valgresultat i 2022.

Det er derfor, at Mona Juul – ifølge politisk kommentator Benny Damsgaard – stod overfor sin vigtigste weekend i politik nogensinde, da hun fredag eftermiddag ankom til den midtjyske by.

I en kommentar i Altinget påpegede han, at der har "været noget stille," om den konservative leder.

Berlingskes Bent Winter har ligeledes skrevet i en analyse, at Mona Juul er nødt til at handle, da hun står i spidsen for det "mest profilløse af de fire partier i blå blok".

Mona Juul medgiver, at hun står overfor en stor opgave.

"Da jeg skulle tage over, havde jeg en idé om, at det her ville tage noget tid, og at jeg gerne ville gøre det på min egen måde. Det var jeg meget tydelig omkring i min kommunikation indadtil i partiet," siger hun.

Hun mener dog, at partiet følger den "plan," hun har lagt.

"Og så er jeg godt klar over, at der for nogen er en stor lyst til at høre mere fra os. Men der ville jeg bare ønske, at medierne også skrev lidt mere om de 16 udspil, vi har lavet de seneste fem måneder fremfor alt muligt andet," siger hun.

Frem mod landsmødet har Konservative blandt andet spillet ud med et nyt erhvervsudspil. Mona Juul foreslår konkret en flad aktieskat på 25 procent og en nedsættelse af selskabsskatten fra 22 til 17 procent.

I Avisen Danmark foreslog hun fredag en række stramninger, der skal sikre, at ingen kriminelle udlændinge kan opnå dansk statsborgerskab.

For hende viser de to udspil, at Konservative står på et "værdimæssigt og et økonomisk ben".

"Det er kernekonservativt," siger hun og fortsætter:

"Og så er vi jo det parti i den blå blok, der har det største fokus på grøn omstilling, natur og klima".

Hun peger også på forsvar og familie som politikområder, der skal sikre, at Konservatives politiske profil skiller sig ud fra de andre borgerlige partier.

Ikke en god idé at droppe 10. klasse

Selvom Mona Juul siger nej tak til et formelt regeringssamarbejde med Mette Frederiksen, kommer hun til at gå til efterårets politiske forhandlinger med et åbent og konstruktivt sind.

"Der er nogle af de andre politikere, der driller mig med, at jeg hele tiden siger, 'vi skal få det fikset'. Men for mig er det meget klassisk konservativt, at vi gerne vil løse ting," siger Mona Juul.

Udover finansloven skal politikerne forsøge at finde fælles fodslag om en række store og strukturelle reformer af blandt andet sundhedsvæsnet og ungdomsuddannelserne. På samme måde skal aftalen om den grønne trepart gøres til lov i Folketinget.

"Vi er borgerlige stemmer, der arbejder, og vi kommer til at gå ind i alle forhandlinger så konstruktivt og positivt, som vi overhovedet kan," siger Mona Juul.

Trods den medgørlige tilgang, er hun dog noget "bekymret" for den kurs, især undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har sat i spørgsmålet om fremtidens ungdomsuddannelser.

Ifølge en række medier, herunder Altinget og Berlingske, er ministeren på vej med et udspil, der kort fortalt skal rykke unge fra det almene gymnasium over i en ny ungdomsuddannelse. Den skal give adgang til erhvervsuddannelser og professionsuddannelser.

Til gengæld droppes den kommunale 10. klasse og HF. Målet er, at op til 40 procent af en ungdomsårgang skal over på den nye ungdomsuddannelse.

"Jeg kan godt følge tankerne om at lave to spor," siger Mona Juul, der fortsætter:

"Men jeg er enormt bange for, at vi kommer til at tabe rigtig mange unge, hvis vi fjerner HF, der er rigtig god til at få mennesker tilbage i uddannelsessystemet".

Også idéen om at fjerne den kommunale 10. klasse kritiserer hun:

"Hvis man vælger at fjerne 10. klasse for at finansiere det her, så vælger man også at sige, at der rigtig mange unge, der ikke skal have lov til at bruge et ekstra år på at blive dygtigere og lidt mere modne".

"Og så er det jo helt vildt, hvis det kun er dem, der har råd til at sende deres børn på efterskole, der kan få deres børn i 10. Hvad er det for noget?".

Kan du være med i en aftale, hvor man dropper den kommunale 10. klasse?

"Det kan jeg ikke svare på på forhånd. For jeg gider ikke være ultimativ. Når ministeren er ude og hælde det hele i en gryde for at se, hvad der popper op, så bliver jeg bekymret. Og jeg siger min mening. Men selvfølgelig går jeg konstruktivt til forhandlingerne," lyder det.

Samme tilgang har hun til den strukturreform af sundhedsområdet, som regeringen spillede ud med i sidste uge.

"Om der skal være 17 sundhedsråd, det ved jeg ikke. Om det er god idé at lave en ny region med halvdelen af Danmarks befolkning, det ved jeg ikke. Jeg er bekymret for, at det bliver sådan noget systemhejs," siger Mona Juul.

{{toplink}}

Ikke særlig tillokkende

Selvom Mona Juul har tænkt sig at fortsætte den konservative strategi, der kort fortalt handler om at være med i langt de fleste aftaler, som regeringen lander, er hun stadig dybt kritisk overfor tanken om en regering henover den politiske midte.

Du siger selv, at det er i regeringskontorerne, man kan få sin politik igennem, og at Konservative skal være et parti, der "fikser" problemerne. Er der vitterligt slet ikke noget ved en regering over midten, der frister?

"Nej, for jeg er også båret af principper, værdier og ideologi. Og det har den her regering ikke. De tre partier er ikke enige om, hvilken retning Danmark skal i. Hvis de var det, så var det gået dem bedre," siger hun og fortsætter:

"Den nåede kun at blive enige om, at de var en virkelig vigtig og nødvendig regering. Og så glemmer man, at man skal være enig om retningen. Det er man nødt til. Det ser vi nu, og det er derfor, den er ved at falde fra hinanden. Det er da ikke særlig tillokkende at skulle være en del af sådan noget," siger Mona Juul.

Men den laver jo stadig en masse reformer, som I er med i?

"Ja, som gælder i 2037, og så kan du få 17 øre mere næste år eller sådan noget! Langt det mest er jo fyldt med varm luft. Regeringen laver en masse politiske aftaler, der reelt ikke flytter ved noget som helst."

Hun henviser blandt andet til ældreaftalen fra april.

"Det er fin aftale, men den kommer ikke til at betyde en reel forandring for vores ældre," siger hun og fortsætter:

"Vi ser en offentlig sektor, der vokser år for år. Men de reelle problemer i vores velfærdssamfund bliver ikke løst".

Så du anerkender ikke Venstres argument om, at de har sikret konkrete borgerlige resultater – for eksempel skattelettelser – i et Folketinget, hvor der er et rødt flertal?

"De har lavet nogle aftaler, som er fine".

Men det legitimerer ikke, at de er med i regeringen?

"Nej. Det er det største politiske utroskab i nyere tid".

Fælles blåt værdisæt

Selvom Mona Juul anklager Venstre for utroskab, er hun med på, at Troels Lund Poulsen er nødt til at vende hjem til den borgerlige blok, hvis hendes drøm om en blå regering skal blive til virkelighed.

Ifølge meningsmålingerne tyder meget på, at der også er brug for Moderaterne og Lars Løkke Rasmussens mandater.

I den forbindelse kan det blive et problem, at DF's Morten Messerschmidt i et interview med Jyllands-Posten, har afvist, at han vil samarbejde med Lars Løkke Rasmussen.

Kan du forstå, hvis folk tænker, at dit projekt er dødsdømt på forhånd?

"Nej, for det kræver, at vi har en spåkugle, der kan vise, hvordan det næste valg ender. Alle siger, at det næste valg bliver vanvittigt. Jeg synes, det sidste valg var vanvittigt," siger hun.

Du siger i din tale, at du vil "bygge broer" i blå blok. Hvad er det for et politisk projekt, der kan samle?

"Vi har et fælles værdisæt i blå blok. På den økonomiske politik har vi også meget til fælles. Så vil der være nogle områder, hvor vi er tættere på andre partier. Men vi kan få mest af vores politik igennem sammen med blå partier".

Kan du nævne én reform, 90 borgerlige mandater kan blive enige om?

"Jeg tror, vores erhvervspolitiske udspil kan være en blå vindersag," afslutter Mona Juul.{{toplink}}

,

Forrige artikel DSB vinder klimapris DSB vinder klimapris