Her er ministrenes nye rangorden

Hvad betyder den nye regering for rækkefølgen, når ministerholdet møder Dronningen for at få underskrevet landets love? Se listen og de største ændringer her.

Klimaministeren er sendt bagerst i rækken, mens Hummelgaard er rykket otte pladser frem.

Sådan er udformningen af den nye rangorden, som ministrene sidder i, når de omtrent ti gange om året mødes med HM Dronning Margrethe og HKH Kronprins Frederik for at forelægge og få underskrevet landets love i de såkaldte statsråd.

Der findes ikke formelle regler for statsrådsrækkefølgen, men traditionelt står statsministeren forrest, efterfulgt af udenrigs- eller finansministeren.

I den nye rækkefølge er der dog byttet om, så forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) er nummer to, mens udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er nummer tre. Finansminister Nicolai Wammen er rykket fra at være nummer to til nummer fire i rækken.

Pladserne fordeles efter en række kriterier, såsom partiformandskab efter størrelse, medlemskab af regeringens magtfulde koordinationsudvalg, anciennitet, både som minister og som folkevalgt samt alder.

Hummelgaard frem, Aagaard bagerst

Det betyder blandt andet, at klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) er flyttet bagerst, til plads nummer 23. I den tidligere regering lå denne ministerpost som nummer syv med Dan Jørgensen (S) i spidsen. Det skyldes sandsynligvis, at Aagaard ikke er valgt til Folketinget. 

Derimod er Peter Hummelgaard (S) rykket fra plads nummer 15 til plads nummer 7 med sit skifte fra beskæftigelses- til justitsminister.

Se den fulde liste her:

  1. Statsminister Mette Frederiksen (S)
  2. Vicestatsminister og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V)
  3. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M)
  4. Finansminister Nicolai Wammen (S)
  5. Økonomiminister Troels Lund Poulsen (V)
  6. Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V)
  7. Justitsminister Peter Hummelgaard (S)
  8. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M)
  9. Erhvervsminister Morten Bødskov (S)
  10.  Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S)
  11.  Miljøminister Magnus Heunicke (S)
  12.  Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
  13.  Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) 
  14.  Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S)
  15.  Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S)
  16.  Skatteminister Jeppe Bruus (S)
  17.  Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V)
  18.  Kirkeminister, minister for landdistrikter og minister for nordisk samarbejde Louise Schack Elholm (V)
  19.  Transportminister Thomas Danielsen (V)
  20.  Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M)
  21.  Digitaliseringsminister og minister for ligestilling Marie Bjerre (V)
  22.  Ældreminister Mette Kierkgaard (M)
  23.  Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M)

Se den tidligere statsrådsrækkefølge her.

Forrige artikel Ny regering vælger åbent opgør med EU over mindsteløn Ny regering vælger åbent opgør med EU over mindsteløn Næste artikel Læs departementschefens afskedstale til Kollerup: Læs departementschefens afskedstale til Kollerup: "Ingen kan længere sige, at du er uerfaren"
DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl, fik ifølge flere kilder tilbudt posten som ambassadør i Japan, men takkede nej. Dermed er regeringens plan om en politisk udpeget ambassadør slået fejl.