DA: EU's sociale søjle skal ikke ødelægge velfungerende systemer

Der er brug for stemmer, der taler EU op. Betydningen af Danmarks medlemskab af unionen kan næsten ikke overvurderes.

Vores adgang til det indre marked og til EU's handelsaftaler med store globale økonomier har enorm betydning for dansk økonomi, og et fortsat stærkt EU-samarbejde er vigtigt, ikke mindst når vi skal genstarte økonomien efter covid-19. I erhvervslivet er vi glade for EU.

Vi er også tilhængere af et socialt retfærdigt Europa med høj beskæftigelse og højt uddannelsesniveau. Derfor er der også brug for en nuanceret debat, og ikke floskler, når vi debatterer EU's sociale søjle. Når eksempelvis Jon Kvist og Stine Bosse beskylder erhvervslivet for at være ligeglade med social retfærdighed, bidrager det altså ikke til en fornuftig og oplyst debat.

Vi er ikke enige om, hvordan vi bedst når målene i EU's sociale søjle. Vi mener ikke, at vi skal ødelægge velfungerende systemer som den danske og svenske arbejdsmarkedsmodel for at trække fælles løsninger ned over 27 forskellige lande.

Brug for en skræddersyet løsning
Vi mener i stedet, at en nøgtern analyse af vores fælles udfordringer i EU-familien er forudsætning for en løsning, der er skræddersyet til problemet. Derfor er det vigtigt, at EU's social- og beskæftigelsespolitik understøtter nationale tiltag, der reelt hjælper til at løfte de sociale standarder i EU.

EU-Kommissionens søjle for sociale rettigheder fungerer godt som socialt kompas og rettesnor for EU-landene.

Hvem kan eksempelvis ikke skrive under på de mål, EU-Kommissionen sætter i sin handlingsplan for en fuld implementering af den sociale søjle, såsom at andelen af beskæftigede mellem 20 og 64 år skal være på mindst 78 procent inden 2030, eller at mindst 80 procent mellem 16-74 år skal have basale digitale færdigheder?

Det er gode og fornuftige mål, som hvert land selv skal finde ud af, hvordan de bedst når. Vejen derhen afhænger af det enkelte lands arbejdsmarkedsmodel, velfærdssystem, økonomisk formåen, uddannelseskultur og så videre.

Den danske model er en rollemodel for EU-Kommissionen. Det har vi fået bekræftet igen og igen under vores dialog med Kommissionen om en europæisk mindsteløn: Lande med høj overenskomstdækning og en aftalebaseret løndannelse uden politisk indblanding giver de bedste resultater.

Det er Danmark og Sverige de mest prominente eksponenter for med høje lønninger og uden lovbestemt mindsteløn. Og alligevel fremsætter Kommissionen både et forslag om en europæisk mindsteløn, og nu det seneste skud på stammen, et lovforslag om lige løn for lige arbejde. Begge forslag griber ind i arbejdsmarkedets parters autonomi og den måde, vi danner løn på i Danmark.

Kommissionens forslag er et angreb på dansk model
Mit bedste bud er, at det ikke er sidste skud på den sociale søjles stamme, som vi især i Danmark og Sverige vil opleve som et angreb på vores model.

Det nærliggende er at klandre EU-systemet for ikke at forstå den danske model. Og det kan der være noget om. Men faktum er, at der er et overvældende politisk ønske blandt EU's beslutningstagere om at sætte den sociale agenda i centrum af EU's virke.

Med handlingsplanen for implementeringen af den sociale søjle ønsker kommissionsformand Ursula von der Leyen at definere EU's social- og beskæftigelsespolitik for de kommende 10 år.

Der ligger en stor opgave foran os, arbejdsmarkedets parter i Danmark, i at forklare, hvordan vores system er skruet sammen, og hvordan den danske model fungerer. Og det kan være, vi ikke har været gode nok til at kigge ud over grænserne og sætte os ind i de andre EU-landes perspektiv, når vi forklarer vores model.

I sit indlæg her inviterer Bente Sorgenfrey til en debat om det sociale Europa. Det er en glimrende idé, og vi kan kun tilslutte os opfordringen, så vi kan få en seriøs og oplyst debat om, hvordan vi sikrer den danske model, og samtidig bidrager til at løfte sociale standarder i lande, hvor der er behov for det.

 

debat@altinget.dk