Minister om indkøb af kinesisk-producerede overvågningskameraer: Vi er nødt til at se realiteterne i øjnene

https://vimeo.com/838672638

Der er brug for en "kraftigere politisk stillingtagen" fra regeringen om brugen af kinesisk-producerede overvågningskameraer. Cybersikkerhed vil derfor blive en del af forhandlingerne om forsvarsforliget, og forsvars- og justitsministeren vil tage initiativ til at drøfte de generelle udfordringer med regeringen. 

Vi må ikke være blinde for de udfordringer, der er med kinesisk-producerede overvågningskameraer. Derfor vil spørgsmålet om indkøb af kinesiske kameraer på forsvarsområdet blive adresseret i forhandlingerne af forsvarsforliget.

Det sagde fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), da han og justitsminister Peter Hummelgaard (S) var kaldt i samråd om indkøb af kinesisk-producerede overvågningskameraer.

"Der er brug for, at vi ser realiteterne i øjnene, og det er jo sådan set ikke en kritik af nogen. Men det er bare for at sige, nu bliver vi nødt til at handle," slog Troels Lund Poulsen fast.

Samrådet var indkaldt af Lisbeth Bech-Nielsen (SF).

Hun undrede sig over, at Forsvaret, Politiet og Vejdirektoratet fortsat anvender overvågningskameraer fra den kinesiske virksomhed Hikvision trods advarsler fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Center for Cybersikkerhed.

"Alle kameraer, der er koblet op på internettet, er i princippet sårbare over for hackerangreb, men brugen af kinesisk overvågningskamera indeholder den ekstra dimension, nemlig risikoen for at levere kritisk data til en fremmed magt, som potentielt vil os det ondt," sagde SF’s ordfører.

Hikvision er delvist eget af den kinesiske stat, og PET er særligt bekymret for den kinesiske efterretningslov, der betyder, at virksomheder er forpligtet til at rapportere til de kinesiske efterretningstjenester, hvis myndighederne kræver det.

Også justitsministeren tager truslen "meget alvorligt". Han opfordrede offentlige myndigheder til at søge rådgivning om indkøb hos sikkerhedsmyndighederne, men lagde også op til, at sikkerhedsmyndighederne skal blive mere opsøgende i deres rådgivning.

SF ønsker ændring i udbudsloven

I 2019 indførte USA et delvist forbud mod indkøb af overvågningsudstyr fra den kinesiske virksomhed. Senere fulgte Storbritannien trop, og Australien vil også forbyde, at private virksomheder kan anvende kinesiske overvågningskameraer i forbindelse med kritisk infrastruktur.

Lisbeth Bech-Nielsen mener også, at der er behov for at udelukke den kinesiske virksomhed fra udbud i Danmark.

I en aktindsigt, som Børsen har fået indsigt i, skriver Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og Vejdirektoratet, at det ikke er muligt at udelukke Hikvision fra udbud på grund af eksisterende udbudsregler.

"Jeg synes, at det virker som et fuldstændig vanvittigt regelrytteri. Vi kan ikke være naive i den verden, vi lever i. Specielt lige nu, hvor teknologier også kan blive brugt geopolitisk og sikkerhedspolitisk," sagde Lisbeth Bech-Nielsen.

Under samrådet spurgte hun også, om ministrene vil ændre udbudsreglerne, så det bliver muligt at udelukke indkøb fra virksomheden.

Forsvarsministeren ville ikke svare direkte på spørgsmålet, da det ligger inden for erhvervsministerens ressortområde. Men han sagde, at der nok er behov for en "kraftigere politisk stillingtagen" fra regeringen. 

”Jeg finder det nødvendigt, at vi nu får undersøgt og klarlagt, hvordan vi konkret håndterer den generelle udfordring, der er, og det kommer vi også til at tage initiativ til at drøfte i regeringen,” sagde ministeren og uddybede senere:

”Det kan jo føre til, at vi er nødt til at se på, om udbudsloven er god nok, altså om den skal præciseres, om vi skal lave en lovændring.”

Begge ministre pointerede samtidig, at man i forbindelse med den nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed igangsatte en analyse, der skal afdække, hvordan man kan tage højde for it-sikkerhed i offentlige it-indkøb. Den proces, ønsker forsvarsministeren at fremskynde.

Herefter vil regeringen se på, hvad analysen giver anledning til, lød det fra justitsministeren.

Se et udklip fra samrådet øverst i artiklen. 

{{toplink}}

Forrige artikel Wammen præsenterer en stram finanslov, selvom dansk økonomi er ”bomstærk”: Vi står i usikre tider Wammen præsenterer en stram finanslov, selvom dansk økonomi er ”bomstærk”: Vi står i usikre tider Næste artikel Regeringen sætter lovforslag om alderskontrol Regeringen sætter lovforslag om alderskontrol "på pause"