Prissammenligning: Find den billigste bank til din forening
BANKGEBYRER: Der kan være flere tusinde kroner at spare ved at vælge den rette bank. I denne prissammenligning kan du finde bankerne med de laveste priser og få overblik over, hvilke gebyrer du især skal holde øje med.
(OBS: Det er mere end et år siden, denne artikel er blevet redigeret. Vær derfor opmærksom på, at dele af indholdet kan være forældet)
Der kan være tusindvis af kroner at spare fra den ene bank til den anden. Det viser en prissammenligning fra Civilsamfundets Videnscenter, som er lavet på baggrund af en spørgeundersøgelse til alle landets pengeinstitutter.
Vi har udsendt en spørgeundersøgelse til 67 pengeinstitutter for at indsamle prisoplysninger på foreningskonti, så foreninger lettere kan sammenligne priserne.
Nedenfor står de forskellige priser og gebyrer opstillet i fire tabeller. Første tabel viser priserne for oprettelse af en foreningskonto. I anden tabel er de årlige udgifter og renten oplistet.
I tredje tabel findes de lejlighedsvise udgifter, der kan være i forbindelse med for eksempel et kassererskifte. Til sidst er alle tal samlet i en stor tabel, så du kan dykke ned i alle priser og gebyrer.
Store udsving i priserne
Vi lægger ud med prisen for oprettelse af en foreningskonto. Vi har spurgt bankerne, hvad det koster at oprette en konto, og priserne svinger fra 0 kroner til 5.000 kroner*.
Hos nogle mindre sparekasser som Klim Sparekasse, Middelfart Sparekasse, Stadil Sparekasse og Frøslev-Mollerup Sparekasse koster det 0 kroner at oprette en foreningskonto. Til gengæld kan det være betinget af, at foreningen hører hjemme i bankens lokalområde. Du kan se en oversigt over de banker, hvor det stadig gratis at oprette en foreningskonto her.
Hos Faster Andelskasse, Kreditbanken og Sydbank koster det op til 2.000 kroner at oprette en konto. Hos Nykredit koster det 3.000 kroner, hvis man ikke har et CVR-nummer og 1.500 kroner med CVR-nummer, og Alm. Brand Bank topper listen med 5.000 kroner for oprettelse.
Vær opmærksom på, at nogle banker har undtagelser og tilbyder halv pris på oprettelsen, hvis for eksempel kassereren eller formanden er kunde i banken i forvejen.
Se oversigten over bankernes priser for at oprette en konto og de årlige gebyrer:
Årlige udgifter for en foreningskonto
Når oprettelsen er betalt er det flere steder ikke slut med udgifterne. Mange banker tager et årligt gebyr for håndteringen af kontoen. Her svinger priserne fra 0 kroner hos banker som Dragsholm Sparekasse og Jutlander Bank og helt op til 4000 kroner hos Lån & Spar.
I tabellen herunder kan du se en oversigt over de årlige gebyrer for at have en konto, adgang til netbank og have et dankort tilknyttet sin konto.
Derudover kan du se renten på en foreningskonto, som hos langt de fleste banker er i minus. Den eneste bank med en positiv rentesats er Stadil Sparekasse med en rente på 0,01 procent.
Ændring i vedtægter, ekstra konto og indbetalinger
Ud over de faste udgifter er der en række lejlighedsvise udgifter forbundet med at have en foreningskonto. Det kigger vi på i den tredje tabel.
De fleste pengeinstitutter tager penge for ændringer i foreningens vedtægter eller et kassererskifte. En håndfuld banker har også et gebyr i forbindelse med oprettelsen af en ekstra konto.
Se oversigten over de lejlighedsvise udgifter her:
Stor stigning i gebyrer over de sidste syv år
Fra 0 kroner til flere tusind kroner.
Civilsamfundets Videnscenter foretog en tilsvarende undersøgelse af bankernes gebyrer i 2018. Her blev der også spurgt ind til priser fra 2013.
Mellem 2013 og 2018 skete der en stor stigning i bankernes gebyrer blandt andet grundet vedtagelsen af hvidvaskloven i 2017.
Klik dig gennem den samlede oversigt og dyk ned i alle priserne fra 2013, 2018 og 2020:
*Det fremgik tidligere, at den højeste pris for oprettelse af en foreningskonto var 3.000 kroner. Den højeste pris er ifølge undersøgelsen 5.000 kroner. Altinget beklager fejlen.