Ungdomsbureauet får nyt bestyrelsesmedlem

Der er udskiftning i bestyrelsen hos Ungdomsbureauet, da Camilla Wang, rektor for professionshøjskolen Absalon, træder tilbage.

Camilla Wang
Camilla Wang (55) Forkvinde, Danske Professionshøjskoler, rektor, Professionshøjskolen Absalon,
Maja Bødtcher-Hansen
Maja Bødtcher-Hansen (52) Formand for Danske Gymnasier, rektor på Frederiksberg Gymnasium, bestyrelsesmedlem, Københavns Professionshøjskole, næstformand i Ungdomsbureauet

Ungdomsbureauet får nyt bestyrelsesmedlem. Det sker, efter at Camilla Wang, der er rektor for professionshøjskolen Absalon, træder tilbage fra posten. 

Det skriver Ungdomsbureauet i en pressemeddelelse.

Camilla Wang har siddet i bestyrelsen i over fem år og været med til at etablere organisationen. 

"Ungdomsbureauet har i de seneste år været i kraftig vækst og Camilla har spillet en vigtig rolle i at understøtte denne udvikling med sit store kendskab til uddannelsesverdenen,” siger formanden for Ungdomsbureauet, Mikkel Bohm, i pressemeddelelsen.

I stedet for Camilla Wang vil Maja Bødtcher-Hansen tiltræde stillingen som bestyrelsesmedlem. Til daglig er hun rektor ved Frederiksberg Gymnasium og med i bestyrelsen hos Danske Gymnasier. 

Maja Bødtcher-Hansen har tidligere arbejdet med Ungdomsbureauet, blandt andet ved Ungdommens Folkemøde, der er blevet afholdt siden 2016.

"For mig er Ungdomsbureauet en af de stærkeste kræfter i arbejdet med unge og engagement. De nytænker og udvikler vores evne til at møde unges stemmer og skaber platforme for den enorme handlekraft, vi ser i dag. Jeg glæder mig til at mit samarbejde med Ungdomsbureauet bliver endnu tættere!" siger Maja Bødtcher-Hansen i pressemeddelelsen.

Ungdomsbureauet er en almennyttig fond, der ønsker at fremme de unges samfundsengagement. De driver projekter som Ungdommens Folkemøde og Akademiet for Samfundsengagerede Unge.

Tilbage til navnenyt »

Prøv christiansborg gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Dagens portal