Når krisen kradser, bliver nøden større. Men når vi samtidig bliver mere gavmilde, er det mest for vores egen skyld
Ingen kan være i tvivl om, at mange er værdigt trængende i den perfekte storm af energikrise og inflation. Men taler den akutte nødsituation til vores store hjerter – selvom vi selv er ramt på pengepungen – eller er der andre kræfter på spil? Finanskrisens forbrugsmønstre, relationsøkonomi og en 20 år gammel faglitterær klassiker giver et svar.
Siden starten af november er der ugentligt, på det sidste dagligt tikket den samme sørgelige besked ind i herværende skribents mailboks i forskellige variationer: Nye, triste rekorder i ansøgninger om julehjælp fra trængte familier til velgørende organisationer.
Men hvor årsagen til den tendens næppe er hverken overraskende eller nyt, står det anderledes til, hvis man spørger om effekten i den anden ende: For hvordan forholder det sig hos de potentielle givere, som heldigvis stadig er flertallet af os, når det nu er så tydeligt, at behovet for hjælp er større end normalt?
Bliver vi ramt i julehjertet af en forstærket næstekærlighed, eller er krybben virkelig så tom, at vi ikke har råd til at være generøse?