V: Regeringens innovationspolitik er besynderlig

DEBAT: Regeringen løber fra valgløfter om øget satsning på uddannelse, forskning og innovation med sit finanslovforslag for 2013, mener Venstres forskningsordfører, Esben Lunde Larsen. Lad os komme op på samme niveau som i 2011, lyder opfordringen.

Af Esben Lunde Larsen

Forskningsordfører, Venstre 

 

Regeringen er som bekendt rejsende i flotte ord og varm luft.

Ikke mindst når det gælder forskning og innovation. Trods regeringspartiernes gyldne løfter i valgkampen i 2011 om at satse stort og flot på forskning og uddannelse, så har den nuværende regering i 2012 og med sit finanslovforslag for 2013 anvendt mindre, end VK-regeringen gjorde i 2011.

 

Det er baggrunden for, at Venstre foreslår at bruge 565 mio. kr. mere i 2013 på forskning og uddannelse i vores finanslovforslag, så vi igen kommer på niveau med VK-regeringen i 2011.

 

Innovationspolitik er uambitiøs

Det samme gælder for innovationsområdet. S-R-SF-regeringen har også bebudet at ville "satse" på innovation, og alle venter spændt på en ny innovationsstrategi fra regeringen senere på året. Alligevel skærer regeringen nu, inden strategien er fremlagt, 240 mio. kr. på Højteknologifonden, 60 mio. kr. på GTS-institutterne og 100 mio. kr. på innovationsmiljøerne.

 

Alt sammen velfungerende innovationstiltag, som beviseligt skaber vækst og arbejdspladser.

 

Med den ene hånd lover regeringen ambitiøse innovationsstrategier, som skaber guld og grønne skove, mens samme regering beskærer de træer, som allerede bærer gylden frugt. Højst besynderligt!

 

 

Forrige artikel Universiteterne skylder os gode uddannelser Universiteterne skylder os gode uddannelser Næste artikel Drop kappestriden på uddannelsesområdet Drop kappestriden på uddannelsesområdet