TV 2 News' chefredaktør stopper: Trives ikke i jobbet

TV 2 News' chefredaktør, Ask Rostrup, har valgt at opsige sin stilling, da han ikke trives i jobbet.

Ask Rostrup stopper som chefredaktør på TV 2 News og skal fremover være tv-vært på kanalen.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Den fratrædende chefredaktør blev ansat på TV 2 News tilbage i april 2021 efter 14 år som journalist, vært og politisk redaktør hos DR, men knap et år efter ansættelsen har han nu truffet beslutningen om at fratræde sin stilling, da han ikke trives i jobbet.

"At forlade chefredaktørjobbet på News er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget i mit arbejdsliv, men jeg må konstatere, at jeg ganske enkelt ikke kan få mit hoved rundt om jobbet. Jeg troede, at det ville blive det bedste nogensinde, men i dag må jeg indse, at jeg simpelthen ikke trives," siger Ask Rostrup i pressemeddelelsen.

Ask Rostrup har i samarbejde med TV 2's nyhedsdirektør, Ulla Pors, besluttet, at han i løbet af den næste måned i stedet bliver lært op som vært på TV 2 News og TV 2's politiske magasin "Besserwisserne". I sidstnævnte afløser han Katrine Hertz Mortensen som vært, da hun i februar tiltræder stillingen som kommunikationsdirektør hos virksomheden Evaxion.

"Med Ask tilbage i værtsrollen får vi én af Danmarks mest markante politiske tv-journalister på skærmen hos News, og det er et kæmpe plus for os. Det er den gode nyhed både for seerne og for os på TV 2. Ask har haft nyhedsjournalistik som omdrejningspunkt i hele sit virke som journalist de seneste 30 år," siger TV 2's nyhedsdirektør Ulla Pors.

Indtil der er fundet en ny chefredaktør til programmet, vil Ulla Pors overtage Ask Rostrups arbejdsopgaver.

Forrige artikel SF får ny gruppeformand og udvider med ekstra politisk ordfører SF får ny gruppeformand og udvider med ekstra politisk ordfører Næste artikel Dødsfald: Fhv. folketingsmedlem og købmand Christian Overdal Aagaard (84)