Til angreb på generationsrøveriet

Erik Stubtoft er træt af unge politikeres evige tale om det store generationsrøveri. Han opfordrer til i stedet at sørge for de ældres trygge alderdom.

Generationstyveri eller efterbetaling? For nylig sagde et af de unge socialdemokratiske folketingsmedlemmer på en konference om ældrepolitik, at han opfattede det som generationstyveri, at de ældre havde og fik både i pose og sæk.

Skal pligterne overfor samfundet virkelig standse ved 65 år, mens rettighederne bare skal fortsætte i det uendelige? spurgte han. Hvorefter han i samme åndedrag foreslog, at der i hver kommune oprettes en kommunal jobbørs, hvorfra de ældre kan tilbydes job som børnepassere eller andre sociale pasningsopgaver – jovist de kunne da få kr. 10.00 i timen, hvis det skulle være!

Andre unge socialdemokrater og unge fra de andre partier har samstemmende fortalt, at ”stort set alle ældre er blevet velhavende eller rige”, ”har nok at tage af” - eller andre lignende generelle vendinger.

De har så konkluderet, at næsten alle landets økonomiske kvaler i fremtiden kan løses, hvis blot man hæver pensionsalderen, fjerner efterlønnen, nedsætter folkepensionen og senere fjerner den helt – og så i øvrigt fjerner alle særrettigheder for de ældre.

Besynderligt
Det er da en besynderlig tankegang, at bare vi presser den ene ældre generation mod bunden, så skal den yngre generation nok klare sig. Hvis de unge skulle få held til at ændre så fundamentalt på de ældres vilkår om føje eller flere år, så betyder det jo også, at de unge selv skal begynde at tænke endnu mere på deres tid som pensionister.

Det vil de så nok gøre uden at skænke mange tanker på de, som vi allerede nu kan se vil få en vanskelig økonomisk situation, når de engang skal gå på pension.

Her tænker jeg bl.a. på de, der i 1980´erne og i 1990´erne ikke fik fodfæste på arbejdsmarkedet, ikke kom i uddannelse, ikke fik mulighed for selv at spare op til deres pension eller som for sent kom ind i de store arbejdsmarkedspensionsordninger.

Om 30 år vil f.eks. mange af de nuværende unge og mange kvinder, der var på arbejdsmarkedet i den nævnte periode, ikke have opnået en pension, der giver dem en rimelig pensionisttilværelse grundet lavere lønniveau, barselsorlov mv. i den erhvervsaktive periode.

Gå dybere ind
Hvis de unge politikere vil gå dybere ind i problematikken, som de åbenbart mener vil redde samfundsøkonomien, og på deres tids vegne foretage bare en minimum af erkendelse af realiteterne vil de opdage, at så enkelt er det hele jo ikke – at det bare kan skrottes.

Måske de unge skulle se bare lidt på, hvem og hvad det er for en generation de vil behandle sådan. Det kunne da hænde, at de vil opdage, hvem der har sørget for deres muligheder for at få en uddannelse i dag, hvem der f. eks. har sørget for de mange veje, broer, bygninger, skoler, institutioner, virksomheder mv. som de har at vælge imellem i dag?

Alt er betalt og stort set stillet gratis til rådighed. De unge får endda en pensionsordning, som det i realiteten er de ældre som har skabt og faktisk betaler til i dag via skatter og forbrug.

For at sige det kontant og klart: De unge har bare at betale den store gæld tilbage til de ældre ved at sikre os en tryg og værdig alderdom – også økonomisk.

Forrige artikel Europæisk sygdom i Danmark Næste artikel Adskil stat og kirke