Thorning bør bekymre regeringen

Koncentrat af lederen "Thornings debut bør bekymre regeringen" i Berlingske Tidende 19/4 2005.

Det duer ikke, at regeringen surmuler, fordi Thorning-Schmidt overraskende vil tale om efterløn

Formandsskiftet i Socialdemokratiet blev også et politisk skifte for partiet. Det har allerede her en uge efter omvæltningen skabt en helt ny dynamik i dansk politik. Vi er vidner til en imponerende præstation af Helle Thornings-Schmidts hold, der formelt kun har været på plads i få dage. At dynamikken så også er kædet sammen med politiske udspil af tyngde bør alvorligt bekymre den siddende regering.

De foreløbige reaktioner fra regeringen tyder på, at den er blevet taget på det forkerte ben. Det er temmelig beklageligt. Vælgerne har over natten set en revitaliseret opposition stjæle initiativet. Noget, som kommer efter en mildt sagt uheldig periode for regeringspartierne, hvor deres hovedbudskab synes at have været kiksere og solomeldinger fra Søren Pind, Brian Mikkelsen og Jens Rohde.(...)

Med sin pludselige, men troværdige vilje til at tale om efterløn har Socialdemokratiet sat et tema øverst på dagsordenen, som regeringen ellers havde troet, at den havde gemt godt og grundigt væk indtil - tidligst - slutningen af året, når Velfærdskommissionen aflægger rapport. Her duer det ganske enkelt ikke, at regeringen, som finansminister Thor Pedersen (V) prøvede i weekenden, forsøger at snakke det socialdemokratiske fremstød tilbage.

(...) Regeringen lovede S, at der ikke ville blive gennemført velfærdsindgreb uden om dette parti. Den nye S-ledelse ønsker ændringer. Bordet fanger.

Men naturligvis er der grænser for Socialdemokratiets forligsvilje og -evne. De grænser bør regeringen afprøve i den kommende tid, samtidig med at den indgår konstruktive aftaler med det nyansvarlige Socialdemokrati, hvor det overhovedet er muligt.

Det ligger lige for at afprøve rækkevidden af Helle Thornings samarbejdsvilje på strukturreformen.

Derefter bør regeringen teste, hvor bæredygtig den nye S-attitude er, når det gælder partiets rigtig ømme tå. For trods mange ord aner ingen endnu, hvordan Helle Thorning i praksis vil frigøre sig fra de Radikales jerngreb på hele det udlændingepolitiske område. De fem tiltag inden for integration, som S og den øvrige opposition vil fremlægge, er en blanding af genbrug, røgslør og udenomssnak.

Også dér tror vi, at Thorning kan gøre det bedre.

Forrige artikel Hykleriske forbrugere Næste artikel Regeringen for træt til debat