'Tæppebomb' gettoer med kultur!

Koncentrat af lederen "Øh, sympatisk ... Socialdemokrater og kultur" i Politiken 27/4 2005.

MOGENS JENSEN, født i Nykøbing Mors, er blevet Socialdemokraternes nye kulturordfører og er allerede i gang med de tankeprojekter, som den ny formand for partiet opfordrer til og hilser velkommen.

Hvad nu med kulturen?

Jo, for det første skal kulturlivet fortsat have statsstøtte efter det såkaldte armslængdeprincip, som indebærer et styrende hierarki af kunstkyndige - eller smagsdommere, om man vil. Men derefter skulle en del af pengene - her kommer det nye - fordeles af almindelige mennesker med bred smag. Den folkelige smag. Hvor mange penge det drejer sig om, vil Mogens Jensen ikke afsløre. Men kunsten skal ud i landet, til ghettoerne, til Skjern.(...)

GOD KUNST kan principielt tjene penge selv og trænger ikke til statens støtte. Men der er også god kunst, som endnu er avanceret, uforenelig med brede interesser - smal, hedder det i vore dage. At holde øje med den og sikre offentlige midler til dens udbredelse kræver gode øjne og god tid. Det kræver ligefrem sagkundskab.

Så Mogens Jensens idé om at lade 'almindelige' mennesker afgøre sagen, kan lyde smuk, men den vil løbe ind i to mulige vanskeligheder: Enten bliver de 'almindelige' mennesker ualmindelige, altså en slags eksperter, eller også vil støttebeløbene tilfalde den kunst, som er bred, og som kan underholde sig selv.

Man skal huske på, at kunst og kultur i vor tid konkurrerer med internationale tilbud, somme tider af større værdi og ofte med langt større budgetter og markedsføringsstrategier bag sig. (...)

Derimod er vi enige i synspunktet om ghettoerne. De skal 'tæppebombes' med kultur. Og med sportsfaciliteter, ikke mindst. Dér kunne vi starte.

Forrige artikel På tide med ny sundhedslov! Næste artikel Kan andelstanken overleve?