Skattereform med lange skygger

ANALYSE: Forløbet omkring skattereformen bliver afgørende for regeringens eksistens. Venstre er mere kompromisløs end forudset, og der er alvorlig risiko for, at regeringen fejllæser Enhedslisten.

Man skal altid overveje situationen grundigt, før man lægger sit liv i hænderne på en mand, der ønsker at likvidere én.

Det er den betragtning, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) bliver nødt til at gøre sig, når hun skal vurdere, om hun fortsat skal forfølge sit mål om at lave en skatteaftale med Venstre. For selv hvis det mod alle odds lykkes, kan et sådant forlig få så drastiske konsekvenser, at det bliver op til V og DF, om regeringen skal overleve resten af året.

De første meningsmålinger af regeringens forslag til skattereform gav et positivt billede, der skulle vise at være illusorisk. For det hjælper ikke S og SF meget, at reformen bakkes op af et flertal af vælgerne som helhed, hvis en stor del af deres egne kernevælgere er dybt utilfredse. Som torsdagens sensationelle Megafon-måling i Politiken/TV2 viste, styrtbløder S (16,9 procent) og SF (5,7 procent), mens Enhedslistens er nået op på syrede 11,3 procent.

Forklaringsproblemer
Substansmæssigt er der centrale elementer i forslaget til skattereform, der flugter fint med S og SF's politik. Således kommer det langt højere beskæftigelsesfradrag især de lavtlønnede lønmodtagere til gode - ligesom bankskatten og løftet til de fattigste pensionister er ren S-SF-politik.

Login