Se listen: Så kendte (og ukendte) er S-regeringens ministre

Vælgerne har svaret på, hvilke ministre de ikke kender, og hvem de har en positiv og negativ opfattelse af. Læs, hvem der er mest og mindst kendt – og om det har en betydning for deres chancer i det kommende folketingsvalg.

En ministerpost er langtfra lig med en høj kendisfaktor blandt vælgerne.

Det må en række S-toppolitikere sande, viser en ny måling foretaget af Epinion for Altinget og DR.

Her er vælgerne blevet bedt om at svare på, om de kender medlemmerne af regeringen.

Bundplaceringen indtages af Flemming Møller Mortensen (S), der er minister for udviklingssamarbejde og for nordisk samarbejde. Seks ud af ti ved nemlig ikke, hvem han er. Og han indtager dermed pladsen som den mest ukendte minister i Mette Frederiksens regering. 

Lige efter ham finder du Christian Rabjerg Madsen (S), indenrigs- og boligminister, samt Jesper Petersen (S), uddannelses- og forskningsminister, på listen. Henholdsvis 62 procent og 54 procent af vælgerne kender ikke de to relativt nyudnævnte ministre.

Det er da også et klart plus at være en kendt minister, understreger Emma Qvirin Holst, der er Altingets Christiansborg-redaktør. Men at være mindre kendt betyder ikke nødvendigvis, at man ikke kan blive genvalgt til Folketinget, forklarer hun. 

”Det er da naturligvis en fordel at være mere kendt blandt danskerne, hvis man gerne vil genvælges til Folketinget. Men når det er sagt, er der forskel på at være kendt bredt i den danske befolkning og være kendt i din folketingskreds," siger hun og uddyber:

"Derfor er det ikke nødvendigvis et problem for de mindre kendte ministre, fordi deres lokale vælgere formentlig kender dem – og gerne vil give stemmer til at have en minister i deres valgkreds, som kan pleje deres interesser i regeringen.” 

{{toplink}} 

Socialdemokratiets popularitetsfaktor spiller også ind

Samtidig er der en anden vigtig faktor, som spiller ind, mener Emma Qvirin Holst. Nemlig Socialdemokratiets popularitetsfaktor til næste folketingsvalg.

”Det afhænger dog også af, hvordan Socialdemokratiet ender med at klare sig til det kommende folketingsvalg. Hvis partiet går tilbage, kan det risikere at ramme de mindre kendte ministre, fordi de ikke er stemmeslugere som de mere kendte ministre," siger hun.

Har de ukendte ministre grund til at være bekymret?

”Det giver sig selv, at hvis der samlet set er færre socialdemokratiske stemmer, bliver det en tættere kamp, hvor partiets største profiler som udgangspunkt har de bedste kort på hånden. Enkelte af partiets ministre kan dog være sikret ved at have virkelig gode socialdemokratiske kredse.”

Corona har fået Magnus Heunicke i top

I den anden ende af skalaen finder man Danmarks statsminister. Her er der ingen tvivl blandt vælgerne: Alle kender hende.

Næst i rækken af ministre, som mange af de adspurgte kender, er sundhedsminister Magnus Heunicke (S), og derefter finder man Pernille Rosenkrantz-Theil (S), børne- og undervisningsminister.

{{toplink}}

Er det overraskende, at danskerne kender de ministre?

"Det var forventet, at Magnus Heunicke efter coronakrisen har fået placeringen som en af de mest kendte ministre. Derudover afspejler listen også de ministre, som oftere end andre har optrådt i de mere kulørte blade, som for eksempel Astrid Krag, Dan Jørgensen og Jeppe Kofod," siger hun.

Til gengæld overrasker det hende, at to af Socialdemokratiets store ideologer, Peter Hummelgaard (S) og Kaare Dybvad Bek (S), ikke i lige så høj grad er kommet på danskernes nethinde. 

”Det overraskede mig egentlig lidt, at Peter Hummelgaard og Kaare Dybvad ikke er mere kendte, fordi de bliver betegnet som nogle af partiets vigtigste ideologer og talenter. Dertil har Hummelgaard også – som beskæftigelsesminister – været en af ministrene bag en af regeringens vigtigste mærkesager, nemlig Arne-pensionen," siger hun og fortsætter: 

"Men det vidner også om, at vi politiske journalister skal huske, at der er en verden udenfor Slotsholmen, hvor vælgerne går op i andet end politiske bøger og ideologiske debatter.”

Det er dog vigtigt at bemærke, at denne liste udelukkende tager udgangspunkt i, hvor kendte ministrene er, pointerer Emma Qvirin Holst. Man bør også tage tage højde for deres popularitet blandt vælgerne, lyder det. 

"Man kan godt være meget kendt og samtidig upopulær hos flere af vælgerne. Derfor er det også vigtigt at se på tallene for, hvorvidt de opfattes mest positivt eller negativt af vælgerne," siger Emma Qvirin Holst.

Se her, hvor på popularitetsskalaen ministrene befinder sig. Vælgerne har svaret på, om de opfatter den pågældende minister positivt eller negativt.

Opdateret 10. august: Ved en fejl fremgik forsvarsminister Morten Bødskov (S) ikke af listen, men kun af grafikken. Han er nu tilføjet. Altinget beklager fejlen.

Forrige artikel Se listen: Så populære er partilederne Se listen: Så populære er partilederne Næste artikel Tre år med Mette Frederiksen: Flere og flere foretrækker en borgerlig sundhedspolitik Tre år med Mette Frederiksen: Flere og flere foretrækker en borgerlig sundhedspolitik