S: Værnepligten skal væk

Værnepligten skal væk, hjemmeværnet skal nedlægges og den danske hær skal bestå af professionelle soldater - ihvertfald hvis det står til den Socialdemokratiske folketingsgruppe, der i dag forventes, at godkende det banebrydende oplæg til forsvarsforhandlinger.

Først og fremmest skal værnepligten reelt afskaffes, men også Hjemmeværnet er en saga blot, hvis det store oppositionsparti får magt, som det nu har fået agt.

»Vi har gennemført en analyse, og er kommet frem til, at en reduktion af værnepligtstiden fra ni til fem en halv måned, som har været på tale, er en alt for dyr løsning. De soldater, der kommer ud af en sådan ordning, vil ikke kunne tilstrækkeligt meget militært, og stadig vil de være alt for dyre i uddannelse, fordi erfaringen viser, at kun hver syvende skriver kontrakt for at deltage i forsvarets internationale indsats«, siger Jan Trøjborg.

»Vi skal væk fra princippet om at uddanne en masse til en hjemlig reserve, som vi ikke har brug for. Selv har jeg også altid været tilhænger af værnepligt som princip. Efter min ministertid har jeg dog gradvist erkendt, at værnepligten, som den fungerer i dag, hverken er retfærdig for dem, der skal aftjene den, eller en rationel uddannelsesform, når man ser på de opgaver, der skal løses.«

Login